U15: Stærke værdier grundlagde sejr på Heden


18. marts 2019

Lørdag var de gule U15-drenge en tur på Heden, hvor FCM stod klar som værter til den anden kamp i dette forår.

På trods af nederlag i første kamp til OB og exit i pokalen efter nederlag til AaB var det en U15-trup med stor tro på sejr, som satte sig i bilerne mod Herning. For selvom det ikke er blevet til point, så har man efter kampene stået med en god fornemmelse og en ærgrelse over ikke at have fået mere, da man egentligt har følt, at præstationerne har været fine og selv har været skyld i det.

Hjemmeholdet indledte sæsonen med sejr over Esbjerg, og det var også dem, som indledte kampen bedst lørdag.

Der var ingen tvivl om, at de ville sætte sig på tingene fra start, og det gjorde de også. I 1. halvleg var det ulvene, som var spildominerende, og ”de gule” havde svært ved at løse det. Udeholdet fik skabt nogle halve muligheder og havde flere gange mulighed for at gøre dem større, men fik ikke skabt de store målchancer.

Det var ikke fordi, at hjemmeholdet væltede sig i chancer, men spilovertaget var stort, og gæsterne var glade for at komme til pausen med 0 - 0.

Men efter en god pausesnak blev præstationen i 2. halvleg bedre.

”De gule” kom godt ud og var det bedste hold de første 10 min, hvor der også blev produceret 2 - 3 store chancer. Desværre manglede der, som også var kendetegnet for de første par kampe, skarphed i disse situationer, og derfor var det stadig 0 - 0.

Herefter var der en periode, hvor hjemmeholdet stadig var mest på bolden, men hvor det bølgede lidt frem og tilbage med små chancer i begge ender.

Efter 55 minutter var det ”de gule”, der fik lov at juble, da Oliver Nielsen havde fundet den rette position i feltet og efter flot assist fra Arman Bijedic, kunne han bringe AC Horsens foran 0 - 1.

De sidste 10 minutter blev hektiske, og hjemmeholdet pressede på for en udligning. Magnus Østergaard diskede kort før tid op med en mirakelredning, og kort efter kunne ”de gule” til stor forløsning høre dommeren fløjte for sidste gang i dette opgør.

Trænerteamet udtaler:

Man kan vinde fodboldkampe på mange forskellige måder, men uanset hvordan man vinder, så er følelsen altså bare altid fantastisk!

Vi har efter de første par kampe mod OB og AaB stået med en mærkelig og ærgerlig fornemmelse efter kampene, fordi vi følte, vi kunne have fået et resultat, men ikke fik det.

Derfor var det også så pisse fedt at slå FCM i dag, og at se drengene i omklædningsrummet bagefter var en kæmpe glæde!

Vi har i flere momenter følt, at vi har lignet et AC Horsens-hold både i vores spil med og uden bold samt i vores udtryk. Men vi har haft svært ved at kunne gøre det på samme tid og gennem en hel kamp, og det skal vi stadig arbejde med. For det var nemlig også en udfordring på Heden i går, hvor vi rent spillestilsmæssigt må erkende, at vi ikke rammer det niveau, vi har gjort de første par kampe.

Specielt vores 1. halvleg er vi ikke tilfredse med, men heldigvis får vi rettet lidt op på nogle ting og kommer bedre ud til 2. halvleg.

Det var ikke altid kønt, men hold op en dejlig følelse vi stod med efter kampen!

På en dag hvor vi spillemæssigt ikke rammer niveau, var det fedt at se, at vi på værdier, en sund indstilling og god attitude hiver en sejr hjem. Vi arbejder så hårdt for hinanden og kæmper heroisk, og det var hele vejen rundt. Og i forhold til et af vores fokusområder i opstarten, så fik drengene virkelig et bevis på dette i denne kamp.

Arman Bijedic spiller en fremragende kamp. Han viser en forståelse af, at med hårdt defensivt arbejde får han også succes offensivt. Spiller med en stærk attitude, tager ansvar, arbejder hårdt begge veje og var en evig trussel mod hjemmeholdets mål.

Også Lukas Wagner spiller en stor kamp. Stærk i sit fremadrettet forsvarsspil, samt sine 1:1 dueller, hvor han håndterede deres angriber på flot vis. Herudover var han ekstrem vigtig på vores defensive standarder, hvor han vandt meget.

Magnus Østergaard står en flot kamp i målet. Han var sikker i sine indgreb, har nogle flotte redninger, hvor specielt den i slutningen vinder fodboldkampe.

Marcus Borup kommer ind fra bænken med et stærkt udtryk og var med til at vise sine holdkammerater, hvad der skulle til for at køre en sejr hjem.

Men det er en sejr for holdet, og derfor skal holdet fremhæves. Alle gik ydmygt ind til opgaven med et stort fokus og en tro på sejr. Der blev arbejdet hårdt og man var altid klar til at hjælpe sidemanden. Det var en fornøjelse at se.

Nu glæder vi os til at komme på træningsbanen igen, hvor der skal arbejdes endnu hårdere frem mod fredagens kamp hjemme mod Vejle B. For nu har vi fundet ud af hvad der skal til, og det skal vi bevise.

FC Midtjylland – AC Horsens 0 - 1 (0 - 0)
55 min: 0-1 Oliver Nielsen (Arman Bijedic)