U17: ”De gule” kan sikre sig førstepladsen efter overbevisende sejr


24. november 2019

U17 vandt deres 8. sejr i træk, da Kolding bød op til dans. Det var AC Horsens’ tredje udekamp i træk, og det endte nok engang med en sejr.

Kolding startede dog kampen med den første store chance, da gæsterne stod og sov det bagerste stolpe. Heldigvis for gæsterne sparkede hjemmeholdet lige forbi.

Herfra var det dog topholdet fra Horsens, som sad på tingene.

Emil Rosenberg headede bolden lige forbi mål, efter et godt hjørnespark af Mikkel Schreiber, mens Asbjørn headede bolden lige over mål på Julius Hansens flotte oplæg.

Efter 14 minutter kunne hjemmeholdet dog ikke holde skansen mere.

Julius Hansen jagtede en kort tilbagelægning, som målmanden ikke fik clearet, og Julius kunne tackle bolden i mål.

Det satte gang i gæsterne, som gik højt på hjemmeholdet med en god vind i ryggen.

Joachim Nielsen scorede målet til 2-0, da Arman Bijedic smart fandt ham inde foran mål. Joachim er i kanon form for tiden, hvor han sidste weekend lavede to flotte mål mod Hobro, og med fraværet af U17-holdets topscorer Alem Sabic, trådte Joachim for alvor i karakter, sammen med kollegaen Julius Hansen.

Emil Rosenberg fik sin første start i dag for U17-holdet, og kort inden pausen bragede han bolden op i hjørnet med venstreskøjten. Emil spillede sammen med Frederik Graversen en stærk kamp inde centralt.

I pausen måtte en syg Arman lade sig udskifte og ind kom Lukas Wagner.

Selvom gæsterne nu spillede i strid modvind, satte de sig alligevel på tingene, og der var flere gode muligheder for endnu en scoring.

I den anden ende var der lukket land, fordi en storspillende Frederik Timm virkelig tog styringen sammen med Lagoni i målet.

4-0 blev det også, da Sebastian Michaelsen fandt Joachim Nielsen, som rundede hjemmeholdets målmand, og Joachim kunne også få sit hattrick, da han fuldstændig tørrede hjemmeholdets forsvar og i sidste ende målmanden, og dermed stod der 5-0 til gæsterne.

Hjemmeholdet fik unødvendigt reduceret, da et hjørnespark kort før tid blev sparket ind.

I løbet af 2. halvleg fik Jonas Kirkel desuden debut for U17-mandskabet.

Det var en tilfreds cheftræner, vi fangede efter kampen:

- Jeg er meget tilfreds med vores præstation i dag. I første halvleg kunne man godt se, at der lige var nogle relationer mellem nogle af drengene, som lige skulle falde helt på plads, mens vi i 2. halvleg spiller noget rigtig god fodbold. Vi scorer 5 flotte mål og tillader meget få chancer. Vi får sat et godt tempo i kampen især i 2. halvleg, hvor intensiteten i de aktioner vi har er rigtig god. Det gør også, at det hele vejen igennem, er en kamp som vi dikterer, fortæller Christian Hansen.

U17 var uden Jeppe Kjær (karantæne) og Alem Sabic (skadet), mens Arman Bijedic havde noget sygdom i kroppen. Derudover var Anders Hoff og Kasper Engby med U19. Alligevel var det en overbevisende sejr, som vidner om høj kvalitet i Akademiet, mener Christian Hansen:

- Det er jo nogle sindsygt dygtige spillere, som vi enten har med U19 eller som er fraværende i dag. Derfor vidner det om høj kvalitet blandt drengene og på Akademiet, at de næste bare står klar og træder ind på holdet. Julius og Emil (årgang 2005 - U15) spiller i dag fra start, mens Jonas Kirkel (årgang 2005 - U15) var med på bænken. Men også spillere som Lukas Wagner og Sebastian viser, at de så småt er helt klar til U17-fodbold. Det giver et virkelig kompetetivt miljø, som hele tiden flytter overliggeren, så vi kan blive endnu dygtigere, og det vidner denne sejr blandt andet om, fortæller Christian Hansen.

Sidste U17-kamp er på lørdag hjemme mod Hvidovre klokken 15.15. Her kan holdet spille sig op på 1. pladsen i U17-divisionen.

Kolding - AC Horsens 1-5 (0-3)
14’ 0-1 Julius Hansen
22’ 0-2 Joachim Nielsen (Arman Bijedic)
41’ 0-3 Emil Rosenberg (Frederik Graversen)
67’ 0-4 Joachim Nielsen (Sebastian Michaelsen)
84’ 0-5 Joachim Nielsen (Mikkel Schreiber)
87’ 1-5