U17: ”De gule” vendte truende nederlag


7. oktober 2019

AC Horsens’ U17-hold tog lørdag deres 7. sejr ud af 8, da holdet hjemme slog Næsby med 4-2.

Kampen startede med hjemmeholdet i teten, og kampens første chance blev skabt af Asbjørn Gaarde, som fra venstreside trak ind i banen og sparkede bolden over i det lange hjørne.

Hjemmeholdet sad på spil og chancer, og Jeppe Kjær havde flere gode muligheder, uden det resulterede i mål.

Også Alem Sabic og Joachim Nielsen havde fine forsøg, men gæsternes målmand tog godt fra.

I den anden ende havde Anders Hoff en stille 1. halvleg, hvor Næsby kort før pause sparkede deres ene store mulighed langt over mål.

3 minutter efter pausen fik gæsterne dog udlignet, og kun 10 minutter senere fangede gæsterne hjemmeholdet i en omstilling, og så stod der pludselig 1-2.

Presset mod gæsternes mål blev øget, og målmanden for Næsby måtte flere gange ud i store redninger, men han kunne dog intet stille op, da Aksel Kjerkegaard fandt Joachim Nielsen inde foran mål, og han headede bolden ind til 2-2.

Hjemmeholdet gik over i en 3-4-3 det sidste kvarter for at jagte sejren, og efter 89 minutter kom forløsningen, da indskiftede Julius Hansen satte sidste fod på bolden efter flot forarbejde af Mikkel Schreiber, og så var værterne på ny foran.

Gæsterne satsede alt til sidst, hvilket gav et par omstillingsmuligheder. Alem Sabic servicerede flot bolden for fødderne af Frederik Graversen, som sparkede den sikkert ind til 4-2.

Cheftræner Christian Hansen havde følgende kommentarer om kampen:

- Stor ros til drengene for at få vendt et truende nederlag. Vi var klart bedst i 1. halvleg, men får ikke gjort tingene færdige, og så må vi kæmpe sejren hjem til sidst. Det skal vi selvfølgelig have analyseret på. Stor ros til Frederik Timm, der for tredje kamp i træk var blandt vores bedste. Derudover spiller Jeppe Kjær og Schreiber en rigtig flot kamp, hvor Jeppe selvfølgelig lige mangler scoringen, som han især i 1. halvleg havde flere gode muligheder for, men alt i alt er vi glade for endnu 3 point, men vi kan sagtens finde hullerne i osten, og dem skal vi have analyseret på, fortæller Christian Hansen, som næste lørdag tager sine tropper med til Gladsaxe, hvor AB venter.

AC Horsens - Næsby 4-2 (1-0)
12’ 1-0 Asbjørn Gaarde (Joachim Nielsen)
48’ 1-1
58’ 1-2
69’ 2-2 Joachim Nielsen (Aksel Kjerkegaard)
89’ 3-2 Julius Hansen (Mikkel Schreiber)
90+1 4-2 Frederik Graversen (Alem Sabic)