U17 er ude af pokalen


19. juni 2020

AC Horsens’ U17-mandskab skulle torsdag aften møde FC Midtjylland om en kamp i pokalturneringens semifinale.

Kampen startede meget jævnbyrdigt, og det bølgede lidt frem og tilbage. Det var dog gæsterne, som bragte sig foran 1-0, da ”de gule” mistede bolden et kritisk sted, og så kunne gæsterne løbe ned og bringe sig i front.

Kort efter havde Joachim Nielsen et forsøg, som strøg lige forbi, mens Alem headede lige på keeperen.

Efter en halv time blev det 0-2, da ”de gule” ikke fik stemplet op på en FC Midtjylland-spiller, som lagde bolden fladt i mål.

1. halvleg forblev dog jævnbyrdig, selvom gæsterne var foran med 2, men halvlegens sidste spark strøg desværre også ind i hjemmeholdets mål, da et hjørnespark blev dirigeret i mål.

2. halvleg var knap i gang, da gæsterne bragte sig i front med 4, efter en situation midt på banen, hvor der nok burde være blevet fløjtet frispark til hjemmeholdets Lukas Wagner.

Herefter faldt hjemmeholdet sammen, og gæsterne straffede benhårdt AC Horsens, som måtte se sig slået med hele 8-0. En kamp som tydelig bar præg af en lang coronapause uden kampe, hvor gæsterne simpelthen bare var bedre på dagen.

Det var en skuffet, men også fattet cheftræner, som vi tog en snak med efter kampen:

- På dagen er FCM klart bedre end os - det må vi bare erkende. Vi fik set, hvad der kommer til at vente os efter sommerpausen, når U15, U17 og U19 skal spille Liga-fodbold, og selvom resultatet gør ondt i dag, så glæder vi os vildt meget til den matchning, som vi får hver weekend. I dag møder vi et sindssygt stærkt FCM-hold, men vi er også helt sikre på, at vi med en kontinuerlig træningsopstart kommer til at stå klar, når sæsonen sparkes i gang efter pausen, fortæller Christian Hansen, som havde sidste kamp i spidsen for U17-drengene, inden Mads Søvndal overtager roret, og Hansen rykker op på U19.