U17: Flot sejr over godt Hobro-mandskab


18. november 2019

AC Horsens’ U17-mandskab vandt nok engang, da holdet lørdag gæstede Hobro. På en regnvåd kunstbane bød Hobro fra start gæsterne op til dans, og kampen bølgede frem og tilbage.

Joachim Nielsen havde kampens første store mulighed, men med en stiv tå sendte han bolden lige forbi.

Kort efter var Joachim igen på spil, da Jeppe Kjær flot stak ham fri bag hjemmeholdets forsvarsspillere, men Joachim måtte se hjemmeholdets målmand redde sit forsøg.

I den anden ende bød Hobro sig også til. En for kort aflevering tilbage til Lagoni resulterede i en friløber, og Hobro-angriberen afdriblede smart Lagoni i Horsens-målet, men han måtte alligevel se sit forsøg reddet, da Mikkel Schreiber på mirakuløst vis fik reddet bolden på stregen.

Kort efter måtte Lagoni igen redde flot, da et par hurtige Hobro-kombinationer gav en afslutning fra en spids vinkel.

Alem Sabic, som scorer mål på samlebånd for U17-mandskabet, kom også frem til en stor mulighed efter en omstilling, men Alems forsøg sneg sig lige uden om stolpen.

Efter 27 minutter kom scoringen dog. Først var Joachim aggressiv inde i feltet, Jeppe Kjær var hurtigst på returen, og så kunne han flot finde Alem Sabic, som denne gang fik nettet til at blafre.

Målet satte gang i gæsterne, og 3 minutter senere blev det 2-0, da et mønsterangreb endte i panden på Joachim, som kunne heade bolden ind bag hjemmeholdets målmand.

”De gule” fortsatte nu trykket og var spilstyrende, og flere flotte angreb blev sat sammen.

Kort før pausen slog Jeppe Kjær et hjørnespark ind i panden på Joachim, som igen kunne heade bolden ind i mål.

Foran 3-0 satte gæsterne sig tungt på spillet i 2. halvleg, og der var flere store muligheder og optræk til scoringer.

Både Frederik Graversen, Alem, Sebastian Michaelsen og Jeppe Kjær havde fine forsøg, som enten sneg sig lige udenom mål eller blev reddet af hjemmeholdets målmand.

Sebastian Michaelsen blev skiftet ind i midt i 2. halvleg til debut for U17-mandskabet.

Gæsterne fik pyntet på resultatet, da et indlæg ikke blev afviklet i bagrummet hos gæsterne, men mere spændende blev det ikke, og U17-mandskabet kunne derfor tage deres 11. sejr ud af 12 mulige.

Christian Hansen, cheftræner for U17-mandskabet, havde følgende kommentar efter kampen:

- 1. halvleg er meget tilfredsstillende rent spillemæssigt og chancemæssigt. Vi sjusker lidt defensivt i nogle situationer, som vi skal have forbedret, men alt i alt spiller vi en flot 1. halvleg og laver nogle meget flotte mål, fortæller Christian Hansen og fortsætter:

- 2. halvleg bliver mere kontrollerende, og vi har kontrol over kampen. Vi er ærgerlige over, at vi ikke får scoret yderligere på en af de mange muligheder, og at vi ikke får spillet til 0. Det var et dumt mål, vi lukkede ind, så der skal vi være skarpere. Men en god sejr mod et godt Hobro-hold er meget tilfredsstillende, og Graver og Arman spillede sindssygt stærkt, mens Joachim og Alem begge kom på måltavlen efter flotte scoringer. Jeppe Kjær og Lagoni spillede også begge en flot kamp, lyder det fra Christian Hansen, som næste gang skal en tur til Kolding med sit U17-mandskab.

Hobro - AC Horsens 1-3 (0-3)
27’ 0-1 Alem Sabic (Jeppe Kjær)
30’ 0-2 Joachim Nielsen (Asbjørn Gaarde)
39’ 0-3 Joachim Nielsen (Jeppe Kjær)
74’ 1-3