U17 Future: Flot præstation og sejr over Næsby


7. november 2019

AC Horsens’ Future-mandskab på U17 slog onsdag aften Næsby 3-0.

Kampen startede i et højt tempo for hjemmeholdet, som kom aggressivt frem på banen, og gæsterne fra Næsby havde svært ved at spille sig ud af det aggressive pres.

Allerede efter 1 minut sparkede Jonas Kirkel bolden ind bag en chanceløs målmand fra Næsby, efter en velspillende Oliver Nielsen havde vendt spillet.

Der var flere optræk til gode chancer, og både Sebastian og Mahdi havde et par forsøg, som var lige ved og næsten.

Der skulle dog gå 36 minutter, før bolden blev sparket i mål igen. Sebastian lavede et par fine ting, inden han flot lagde bolden til rette for Borup, som smart sparkede bolden ind over gæsternes keeper.

Efter pausen var det stadig hjemmeholdet i teten, men gæsterne ville godt spille med. Dog havde en storspillende Lukas Wagner godt styr på defensiven hos hjemmeholdet, og derfor kunne hjemmeholdet holde et flot clean sheet.

Emil Rosenbjerg havde en god afslutning fra distancen, mens Lukas Wagner sparkede på overliggeren, hvor gæsternes målmand diskede op med en flot redning.

15 minutter før tid lukkede og slukkede Borup til 3-0, da Oliver Nielsen igen servicerede, og Borup kunne iskoldt ligge bolden under gæsternes målmand til slutresultat 3-0.

Mads Søvndal, cheftræner for AC Horsens’ Future-kampe på U17, havde følgende kommentar:

- Jeg er meget tilfreds med drengenes indstilling og tempo i alt, hvad de foretager sig. Vi ligger fra start et højt pres på Næsby, som også resulterer i et flot mål, og generelt for kampen, var der mange spillere, som viste sig flot frem. Kampene på future har meget fokus på det individuelle og den enkelte spiller, og her rykker vi også virkelig fra kamp til kamp. Især Wagner og Borup må nævnes i dag, men der var også flere, som spillede en flot kamp, fortæller Mads Søvndal.

Næste opgave for Future-gruppen er hjemme mod Esbjerg.

AC Horsens - Næsby 3–0
‘1: 1-0 Jonas Kirkel (Oliver Nielsen)
‘36: 2-0 Markus Borup (Sebastian Michaelsen)
‘75: 3-0 Markus Borup (Oliver Nielsen)

På billedet: Markus Borup