U17: God præstation i knebent nederlag


12. april 2021

Efter en målrig affære i forårspremieren mod Brøndby skulle de gule talenter lørdag byde rækkens nr. 1, FCK, velkommen på CASA Arena Horsens. Det skulle vise sig at blive en ganske tæt kamp, hvor hjemmeholdet igen viste en stærk mentalitet og svarede hurtigt igen, når FCK bed fra sig.

1. halvleg starter som forventet med et FCK-hold der er mest på bolden, men samtidig er det også et udehold, der har svært ved at finde løsninger mod et afklaret og kompakt AC Horsens-hold. Derfor sluttede 1. halvleg også målløst, og begge hold kunne gå til pause med stillingen 0-0.

2. halvleg blev en mere chancerig én af slagsen og er kun 6 minutter gammel, da FCK straffer et lidt for passivt hjemmehold. ”De gule” svarer dog lynhurtigt igen, da Angelo Nehmé flot stiger til vejrs og forlænger en bold fra Andreas Hermansen til Julius Hansen. Julius, som er brandvarm for tiden, var sikkerheden selv alene med keeperen og sendte udligningen i kassen. Dette var Julius’ 8. mål i de 4 kampe efter nytår. 

Selvom FCK får scoret til både 1-2 og 1-3, så er det et hjemmehold, der nægter at give op. Kort efter at Nicolas Roed, Christian Atzen og Frederik Roslyng er kommet på banen, er netop de tre spillere involveret i en reducerende scoring. Atzen sender et hårdt indlæg ind til Roslyng, der forlænger den til Nicolas. Nicolas lægger køligt bolden hen over FCK-keeperen til 2-3 og kunne dermed notere sig for sin første scoring i den gule trøje. FCK får scoret yderligere en gang efter en komisk situation, hvor bolden ryger i mål efter at være blevet clearet ind i ryggen af en af FCK’s angriber.

”De gule” presser på i det sidste kvarter for at få scoret, men trods en stor arbejdsiver så lykkes det ikke at passere FCK’s målmand flere gange. Kampen slutter derfor 2-4. U17-cheftræner Mads Søvndal var efter kampen fortrøstningsfuld på baggrund af præstationen:

- Vi spiller langt hen ad vejen en moden og afklaret kamp, hvor vi står kompakt i kæderne og gør det svært for FCK at lykkes med det, som de er gode til. Drengene leverede en flot præstation, hvor vi mod rækkens førerhold formår at skabe en tæt kamp på netop de dyder, der er vigtige for os i AC Horsens. Det er de små marginaler, der afgør kampen, og i dag manglede vi ikke meget for at tage point fra FCK. Præstationerne mod Brøndby og FCK har været løfterige, og nu glæder vi os til at byde SønderjyskE velkommen på lørdag, fortæller Mads Søvndal.

AC Horsens - FCK 2-4 (0-0)
'51: 0-1 Jeffrey Adjei-broni
'52: 1-1 Julius Hansen (Angelo Nehmé)
’50: Gult kort Julius Hansen
'54: 1-2 Jeffrey Adjei-broni
'62: 1-3 Emil Rohd
'67: 2-3 Nicolas Roed (Frederik Roslyng)
'74: 2-4 Jeffrey Adjei-broni
’85: Gult kort Jeffrey Adjei-broni