U17: Kynisme sikrede sæsonens første sejr


14. september 2020

Efter to ugers pause fra ligafodbold grundet landsholdsaktiviteter rullede bolden igen for U17-drengene, der tog imod AGF på CASA Arena Horsens.

Hjemmeholdet sætter sig på begivenhederne fra starten af kampen. Det er tydeligt at se, at AGF har stor respekt for ”de gule”, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de ikke presser helt ligeså højt som i de foregående kampe. Efter 14 minutter gør udeholdet dog det onde ved AC Horsens, da de på en veludført omstilling gør det til 0-1 efter et indlæg ude fra højre side.

AC Horsens arbejder ufortrødent videre, og godt ti minutter senere bærer anstrengelserne frugt. Frontduoen Julius Hansen og Angelo Nehme kombinerer fint foran AGF’s bagkæde, og Angelo kommer fri til et indlæg ude i højre side. Den bliver slået ind foran så hårdt og med så meget appel, at AGF’s forsvarsspiller ikke kan nå at reagere og må sende bolden i eget net til pausestillingen 1-1.

2. halvleg bliver en mere rodet affære. Hjemmeholdet lykkes her ikke i samme grad med at finde rytmen på kuglen, hvilket sandsynligvis skyldes en kombination af et meget varierende AGF-pres og en kraftig modvind. AC Horsens kan dog alligevel notere sig for et par store skabte muligheder ved blandt andet Julius og Angelo.

I kampens sidste ti minutter står kampen og vipper, og det er svært for alvor at blive klog på, hvem der egentlig presser mest på. Og netop her, efter 81 minutter, opsnapper Julius en aflevering tilbage til målmanden der bliver for kort. Alene med målmanden er han sikkerheden selv, og med venstrebenet lægger han køligt bolden mellem benene på keeperen til slutresultatet 2-1. Slutfasen bliver hektisk, og AGF får tilkæmpet sig flere hjørnespark og frispark. Men en velspillende kaptajn i Lukas Wagner og en kampafgørende sidste skanse i Magnus Østergaard går forrest og er sammen med resten af holdet med til at sikre, at ”de gule” kunne sikre sig sæsonens første sejr.

Cheftræner for U17-holdet Mads Søvndal, havde svært ved at få armene ned efter kampen:

- Vi leverer endnu en gang en præstation, vi kan være stolte af. I 1. halvleg gør vi mange rigtig gode ting på bolden, og vi er skarpe og tydelige på vores defensive game-plan. I 2. halvleg må vi på med arbejdshandskerne, da spillet med bolden ikke flyder ligeså godt. Men det er jo netop i sådan en situation, at vores værdier skal lyse ud af vores spillere. Og det gør de virkelig. Der er mange vindere på det her hold, og det er netop den mentalitet, der kommer til at give os mange flere succeser i sæsonen, lyder det fra Mads Søvndal.

AC Horsens - AGF 2–1 (1-1)
’14: 0-1 Gustav Junge
’26: 1-1 Selvmål Andreas Dragsbæk (Angelo Nehme)
’28: Gult kort Emil Rosenberg
’58: Gult kort Luca Ørsted
’81: 2-1 Julius Hansen
’87: Gult kort Angelo Nehme