U17: Overbevisende 1. halvleg rakte ikke mod Brøndby


21. september 2020

AC Horsens’ U17-mandskab skulle lørdag forsøge at følge op på sidste weekends flotte 2-1 sejr over AGF, da Brøndby kom på besøg.

Ganske som forventet så var det et udehold, der kom blæsende fra start i et højt pres. ”De gule” var dog dygtige til at spille sig ud af det høje pres og tilspillede sig herigennem flere store scoringsmuligheder. En meget livlig Arman Bijedic var en konstant trussel for udeholdet, hvor han både selv kom til afslutninger men også fik sat både Julius Hansen og Angelo Nehme godt op. Ind ville bolden ikke, og i stedet var det Brøndby, der kunne bringe sig i front efter en dyb bold og en flot chip-afslutning. Kort efter blev det også 0-2 efter et indlæg fra venstre side. Pausestillingen var således 0-2, selvom hjemmeholdet på næsten samtlige parametre havde været det bedste hold.

Den store tro på at kunne forløse spil og chancer til en scoring, og dermed definitivt bringe hjemmeholdet tilbage i kampen blev punkteret en smule, da Brøndby blot fire minutter inde i 2. halvleg gør det til 0-3. Herefter følger fire minutter, hvor en kombination af et kynisk Brøndby-hold og et usammenhængende AC Horsens-hold, resulterer i yderligere to scoringer til 0-4 og 0-5. Brøndby gør det også til 0-6 efter 72 minutter på et flot langskudsmål.

”De gule” måtte sande at det pludselig gik rigtig stærkt, og i en kamp hvor der egentlig var mange ting der lykkedes – især i 1. halvleg – så endte det med et noget surrealistisk resultat. Brøndby var kyniske, for det var et hjemmehold, der endte med at være noteret for mindst ligeså mange store muligheder for at score som Brøndby, som bare ikke blev udnyttet.

U17-cheftræner Mads Søvndal havde da også blandende følelser omkring kampen, da vi fangede ham:

- Det er en ambivalent følelse, vi står tilbage med efter denne kamp. Vi havde i ugen op til arbejdet med forskellige løsninger til at spille os ud af deres høje pres, og i 1. halvleg lykkes vi virkelig godt med denne del. Så det er vi rigtig godt tilfredse med. Derudover så skaber vi jo chancer til at vinde kampen, hvilket også er opløftende. Når fornemmelsen er ambivalent, så skyldes det, at vi på trods af disse ting taber kampen med 0-6, hvilket selvsagt ikke er godt nok. Vi glæder os til at slå tilbage mod AaB i næste weekend, siger Mads Søvndal.

AC Horsens - Brøndby IF 0-6 (0-2)
’19: 0-1 Kean Tran
’22: 0-2 Patrick Allentoft
’49: 0-3 Solomon Opoku
’50: 0-4 Mads Pasternak
’53: 0-5 Benjamin Rasmussen
’72: 0-6 Bertram Kvist
’74: Gult kort Arman Bijedic
’88: Gult kort Bertram Kvist (Brøndby)
’90: Gult kort Ludwig Vraa-Jensen (Brøndby)