U17: Overbevisende premieresejr til AC Horsens


11. august 2019

U17 tog fredag aften hul på sæsonen. Inden kampen havde U17-drengene haft en god optakt med blandt andet sejre over både AaB og AGF, så det var et selvtillidsfuldt mandskab, som sparkede sæsonen i gang hjemme mod Kolding.

Fra start satte hjemmeholdet sig også på kampen. I tre omgange, efter adskillige hjørnespark, måtte gæsternes målmand diske op med et par mirakelredninger, og kampen igennem måtte Kolding prise sig lykkelig for en dygtig målmand.

Jeppe Kjær, Kasper Engby og Alem Sabic havde alle fine muligheder, men bolden kom først i mål efter en lille halv time, da Joachim Nielsen efter fint forarbejde af Mikkel Schreiber kunne sparke hjemmeholdet foran.

Scoringen satte endnu mere energi i hjemmeholdet, og Asbjørn og Jeppe Kjær satte med et par fikse afleveringer Alem Sabic op, og så kunne hjemmeholdet gå til pause foran 2-0.

2. halvleg startede rodet, og selvom hjemmeholdet stadig producerede afslutninger, manglede der ofte lige den sidste snert, og da Engby endelig fik bolden i mål blev der vinket offside.

Efter 68 minutter kunne Alem Sabic dog igen juble over en scoring, da Jeppe Kjær smart sendte Alem afsted, og sådan en gave siger målslugeren tak for, og kampen endte derfor 3-0, og de gule U17-drenge fik derfor den ønskede start på sæsonen.

Det var en tilfreds træner, som gjorde status:

- Det var super dejligt endelig at komme i gang igen. Vi har en rigtig spændende trup, hvor vi ved flere lejligheder har set, hvilket potentiale der er i holdet, og selvom vi ikke toppræsterer i dag, så er vi bedst og vinder fortjent, men vi kunne også sagtens have vundet endnu større. Det skal også med, at vi er enormt glade for at spille til nul, så det var en god start på turneringen. Vi er sultne, og glæder os allerede til at spille kamp igen, fortæller cheftræner Christian Hansen.

AC Horsens - Kolding 3-0 (2-0)
29’ 1-0 Joachim Nielsen (Mikkel Schreiber)
35’ 2-0 Alem Sabic (Jeppe Kjær)
68’ 3-0 Alem Sabic (Jeppe Kjær)