U17: Perfekt afslutning på sæsonen


6. juni 2019

AC Horsens’ U17-hold sluttede sæsonen af med manér, da Thisted blev sendt hjem med et 3-7 nederlag.

Selvom hjemmeholdet gik til pausen nede 2-3, så var det ikke mulighederne og det gode spil, som manglede.

Allerede fra start var hjemmeholdet i teten, men efter en lidt underlig situation bragte gæsterne sig foran.

Det rystede dog ikke hjemmeholdet, hvor først David Kruse fortsatte sin kanonform og bankede endnu et langskud i mål, hvorefter et angreb efter fodboldens A-B-C blev sat sammen, og Frederik Frandsen til sidst kunne finde Alem Sabic, som bragte hjemmeholdet i front.

Chancerne var der nok af, men i stedet for 3-1 scoringen, fik gæsterne tilkendt et straffespark, som de sikkert udnyttede, og det momentum brugte gæsterne sig også til at bringe sig i front 3-2, inden dommeren fløjtede til pause.

Hjemmeholdet kom ud som lyn og torden fra pausen, og 2. halvleg sluttede også med en hjemmesejr på hele 5-0.

Andreas Lassen startede målshowet, da han efter et par fikse træk sparkede bolden over i det lange målhjørne - uden chance for gæsternes målmand.

Alem Sabic bragte hjemmeholdet i front, da en omstilling blev ført igennem af selvsamme Alem og Christian Knigge, og en storspillende Alem kunne igen få nettet til at blafre.

Herfra startede Frederik Frandsen sit one-man-show.

En ren Michael Laudrup assist fra Alem Sabic, som både sendte gæsternes målmand ud efter pølser, og derefter rullede bolden let forbi et par forsvarsspillere, serverede bolden til Frandsen, som kunne gøre det til 5-3.

Frandsen var dog ikke færdig, og på et sindssygt hidsigt genpres fik han vundet bolden og tæsket den i mål til 6-3.

Da Andreas Lassen blev nedlagt i feltet i det 90 minut, trådte Frandsen nok engang til, og så kunne Frandsen sikre sig sit hattrick.

Foruden de mange mål havde hjemmeholdet et hav af chancer, men det blev ved de 7-3, og det var en glad cheftræner, vi fangede efter kampen:

- Det var dejligt at slutte ordentlig af. Nok engang spiller vi noget flot fodbold, men i dag er vi mere kyniske foran mål, end vi har været de sidste par kampe. Det kaster 7 mål af sig, og vi kunne sagtens have lavet endnu flere. Igen i dag er der flere flotte præstationer startende helt nede fra Hoff i mål, til Engby som stopper, til Graver og Kruse centralt, til Lassen, Alem og Frandsen, og der var debut til Mikkel Schreiber og Asbjørn, mens Arman nok engang fik lærerige minutter i benet i en U17-kamp. Alt i alt den perfekte måde at slutte sæsonen af, slutter cheftræner Christian Hansen.

AC Horsens - Thisted 7-3 (2-3)
6’ 0-1
23’ 1-1 David Kruse (Arman Bijedic)
24’ 2-1 Alem Sabic (Frederik Frandsen)
38’ 2-2 straffe
41’ 2-3
53’ 3-3 Andreas Lassen (Alem Sabic)
73’ 4-3 Alem Sabic (Christian Knigge)
83’ 5-3 Frederik Frandsen (Alem Sabic)
88’ 6-3 Frederik Frandsen
90’ 7-3 Frederik Frandsen (straffe)