U17: Randers knækkede ”de gule” i 2. halvleg


5. oktober 2020

AC Horsens’ U17-mandskab skulle lørdag en tur til Randers, der med et par offensive profiler har markeret sig som et stærkt hold i rækken.

Og det var et aggressivt hjemmehold, der var blevet sendt på banen. Fra første fløjt kom de blæsende fremad, hvilket ”de gule” havde svært ved at løse. Og det var da også netop et boldtab, der blev straffet, da Randers-topscoreren gør det til 1-0 efter et indlæg. Kort inden pause bliver det også 2-0 efter et direkte frispark. Pausestillingen er således 2-0, og det er også Randers der har været det bedste hold.

Fra 2. halvlegs start bliver Nicolas Roed sendt på banen mod sine tidligere holdkammerater, og ”de gule” kommer ud med et noget mere aggressivt udtryk. Det kaster også et par løse muligheder af sig, som er tæt på at blive farlige. Men Randers er kyniske, og i en ellers god periode for udeholdet, gør Randers det til 3-0 og kort efter 4-0.

”De gule” knokler videre, og har blandt andet et par muligheder ved Emil Rosenberg tæt under mål og Angelo Nehme fra distancen. Trods arbejdsiveren bliver udeholdet bare straffet benhårdt på de fejl, de laver, og derfor ender cifrene også med at hedde 9-0. 

U17-cheftræner Mads Søvndal var tydeligvis skuffet efter kampen:

- Det var et kollektivt kollaps i 2. halvleg. Randers var dygtige og aggressive i deres presspil, og det lod vi os stresse for meget af. Hatten af for deres kynisme, men vi må ikke falde sammen, som vi gør i denne kamp. Det skal vi lære af, og jeg forventer, at det er noget, der gør os stærkere, fortæller Mads Søvndal.

Randers FC - AC Horsens 9-0 (2-0)
’18: 1-0 Dion Veliqi
’38: 2-0 Filip Bundgaard
’41: Gult kort Christian Østergaard (Randers)
’45: Gult kort Dion Veliqi (Randers)
’52: Gult kort Selius Gindeberg
’56: 3-0 Filip Bundgaard
’59: 4-0 Filip Bundgaard
’63: 5-0 Andreas Skov
’67: 6-0 Dion Veliqi
’71: 7-0 Dion Veliqi
’79: 8-0 Dion Veliqi
’81: 9-0 Filip Bundgaard

Foto: Charlotte Adsbøl