U17: Sikkert pokalavancement efter kontrolleret indsats


4. november 2020

U17-drengene spillede sig tirsdag aften komfortabelt videre i pokalen med en 0-2 sejr ude mod FC Skanderborg, i en kamp hvor det lykkedes ”de gule” at holde hjemmeholdet fra et eneste skud på mål. 

Kampen skulle lige sætte sig i de første 15-20 minutter, hvor det bølgede frem og tilbage uden de helt store muligheder. Herfra sætter ”de gule” sig på begivenhederne og får især skabt gennembrud over kanterne. Efter 34 minutters spil bliver spilovertaget omsat til en scoring, da Gustav Jørgensen sætter sig igennem med bolden inde centralt. Han driver den ned mod Skanderborgs bagkæde og stikker bolden dybt på Sebastian Michaelsen, der med et veltimet løb bliver alene med keeperen. Keeperen redder, men Oscar Bjørnskov er først over riposten og gør det til 0-1. Fem minutter senere er der hjørnespark til udeholdet, hvor Lukas Wagner stiger flot til vejrs og pander Nikolai Vestergaards præcise serv i mål til 0-2 lige inden pausen.

I 2. halvleg er det fortsat udeholdet, der kontrollerer kampen med en stor dominans på bolden. Uden at skabe de helt åbenlyse chancer, så kontrolleres kampen hjem til slutresultatet 0-2.

AC Horsens’ U17-mandskab er således videre til 4. runde i pokalturneringen.

Cheftræner på U17-holdet Mads Søvndal var efter kampen tilfreds med den kontrollerede indsats:

- Drengene leverer i dag en professionel indsats. Vi holder Skanderborg helt fra afslutninger ved at levere en disciplineret indsats med en stram defensiv organisation. Derudover er vi kyniske offensivt og lukker reelt kampen lige inden pausen med vores scoring til 0-2, hvorefter vi kontrollerer kampen. Det var dejligt med en sejr, og vi glæder os over at være videre til næste runde, lyder det fra Mads Søvndal.

FC Skanderborg - AC Horsens 0-2
34: 0-1 Oscar Bjørnskov (Sebastian Michaelsen)
40: 0-2 Lukas Wagner (Nikolai Vestergaard)