U19: Stor pokalsejr i Stilling


16. november 2020

AC Horsens’ U19-mandskab spillede sig lørdag videre i pokalen, da Stilling fra Liga 3 blev slået med hele 8-1.

Selvom Frederik Frandsen sparkede et straffespark forbi målet efter 9 minutter, blev det aldrig spændende. Viktor Øhlenschlager headede flot bolden i mål til 1-0 på et flot indlæg af Frederik Frandsen, som dermed gjorde skaden god igen.

Kort efter blev det 2-0, da et par fikse aflevering endte ved Asbjørn, som sikkert lagde bolden op i målhjørnet. Samme Asbjørn sparkede også et cutback fra Andreas Lassen i mål, og dermed gik ”de gule” til pause foran 3-0.

Joachim Nielsen blev skiftet ind i pausen, og 40 sekunder senere gjorde han det til 4-0 efter klumpspil foran mål.

Stilling fik reduceret til 1-4 på et afrettet langskud, inden Andreas Lassen puttede et straffespark ind bag Stillings målmand.

Kasper Engby lagde efter 79 minutter en millimeter præcis aflevering op igennem banen, som Joachim takkede for, og han scorede til 1-6.

Kort efter kronede Alem Sabic en god uge, hvor han tidligere fik debut for Superliga-holdet, med sin scoring til 1-7, på et flot oplæg af Lassen, som også til slut lagde bolden ind i panden på Anton Gelvad, som headede bolden i mål til 1-8.

Cheftræner Christian Hansen havde følgende kommentarer efter kampen:

- Stor ros til drengene for en koncentreret indsats, hvor der blev plads til noget godt spil og nogle flotte mål. Efter en længere pause uden kampe var det skønt at spille kamp igen, og det kunne man også se på drengene, at de virkelig nød, fortæller Christian Hansen, som på lørdag skal i aktion mod FC Nordsjælland.

Stilling - AC Horsens 1-8 (0-3)
18’ - 0-1 - Viktor Øhlenschlager (Frederik Frandsen)
20’ - 0-2 - Asbjørn Gaarde (Alem Sabic)
32’ - 0-3 - Asbjørn Gaarde (Andreas Lassen)
46’ - 0-4 - Joachim Nielsen (Asbjørn Gaarde)
47’ - 1-4
65’ - 1-5 - Andreas Lassen (straffespark)
79’ - 1-6 - Joachim Nielsen (Kasper Engby)
85 - 1-7 - Alem Sabic (Andreas Lassen)
90’ - 1-8 - Anton Gelvad (Andreas Lassen)