U19: Super indstilling mod tophold var tæt ved at give alle tre point


11. november 2019

AC Horsens var lørdag på besøg i Viborg, og kampen sluttede med et point til hvert hold. Viborg havde de fleste chancer, mens ”de gule” havde de største. 1-1 er vel fair.

AC-drengene var tilbage ved de gamle dyder med super indstilling og hård fight. Den defensive organisation var god, og herfra kom de afsted i flere gode omstillinger. Boldomgangen var ikke i top, hvilket skal forbedres til den kommende kamp.

Der var flere små chancer i første halvleg, men den største faldt til Asp ved venstre stolpe, men han flugtede bolden over mål.

Lige inden pausen kom ”de gule” afsted i en omstilling. Præst spillede bolden frem til højre, hvor Give sparkede den flot ind ved fjerneste stolpe.

Efter 55 minutter var AC Horsens nede for at forsvare. En fri bold i straffesparksfeltet blev ikke sparket væk, hvorefter Viborg udlignede til slutresultatet.

Matthias Præst fik en stor chance til at afgøre kampen, men der blev ikke scoret flere mål.

Viborg – AC Horsens 1-1 (0-1)
45’ 0-1 Give (Præst)
55’ 1-1