U19 var langt under niveau og tabte i Esbjerg


30. november 2020

AC Horsens’ U19-mandskab tabte lørdag 4-0 i Esbjerg, da holdet aldrig rigtig mødte op til kampen.

Allerede kort inde i kampen sparkede Esbjerg på træværket, og ”de gule” virkede fraværende. På en omstilling bragte Esbjerg sig foran 1-0, da AC Horsens ikke fik clearet bolden inde i feltet, og kort efter blev det også 2-0, da en lignende situation opstod.

Det blev også 3-0, da et langskud overlistede Anders Hoff, og i 2. halvleg 4-0 da en omstilling ikke blev stoppet.

Generelt stod der Esbjerg på begivenhederne denne lørdag, og cheftræner Christian Hansen erkendte nederlaget.

- Vi spiller langt, langt under niveau i dag, og så taber man fortjent og klart. Vi forsvarer rigtig skidt som hold, og det gør rummene alt for store, mens vi i duellerne generelt hang efter. Det var ikke godt nok, men vi er bevidste om den læring, der foregår lige nu, for i onsdags mod Vejle var vi der, og det kastede point af sig, så nu skal vi samle kræfter, og så skal vi brænde det sidste energi af i kampen på tirsdag mod Silkeborg, inden vi går på juleferie, lyder det fra Christian Hansen.

På tirsdag spiller U19 sidste kamp mod Silkeborg, inden en fortjent juleferie venter.

Esbjerg - AC Horsens 4-0 (3-0)
21’ - 1-0 - Phun Mang
25’ - 2-0 - Rasmus Rejnhold
37’ - 3-0 - Denis Catovic
54’ - 4-0 - Rasmus Rejnhold