Unge vil træne på højt niveau


10. januar 2012

Der var igen i år stor interesse for et informationsmøde om eliteidrætsklasserne på Langmarkskolen i Horsens for elever fra 7. – 9. klasse.

Over 100 forældre og elitesport aktive unge var mødt op på Langmarkskolen for at høre om, hvordan skolegang kan kombineres med træning på et højt niveau.

Ansøgningsfristen for optagelse i eliteidrætsklasserne, der starter til august, er torsdag den 19. januar 2012.

Martin Pedersen fodboldspiller fra 9. klasse på Langmarkskolen og på ungdomskontrakt i AC Horsens fortalte om sine erfaringer til de fremmødte elever og forældre.

”Først og fremmest har det været nogle sjove år på langmarkskolen, vi har et super sammenhold i klassen, hvor alle brænder for idræt. Jeg har udviklet mig rigtigt meget både personligt, sportsligt og skolemæssigt men det kræver også en enorm vilje og stenhårdt arbejde”.

Ifølge eliteidrætskoordinator Nikolaj Broström, Horsens Kommune, skyldes den store interesse, at Horsens bl.a. har et stærkt fokus på uddannelsesområdet, hvor Langmarkskolens eliteidrætsklasser de seneste år har skabt en platform for udvikling af talenter i samarbejde med de lokale eliteidrætsklubber og bl.a. Sportscollege Horsens, hvor man også kan kombinere uddannelse og målrettet træning.

- Langmarkskolen har skabt nogle attraktive vilkår for talenterne uddannelsesmæssige og sportslige udvikling, hertil kommer, at det er meget kompetente elitetrænere, der står for morgentræningen og den ekstra målrettede idrætsspecifikke træning. Det gør en forskel for de enkelte, mener Nikolaj Broström.

I Horsens Kommunes aftale med Team Danmark for perioden 2012-2015, er der særligt fokus på talentarbejdet i drengefodbold, håndbold, sejlsport, badminton, cykling, orienteringsløb, svømning og pigefodbold. Derudover er der også samarbejde med bl.a. basketball.

I skoleåret 2012 / 2013 er der ydermere en basislinje, hvor særligt store talenter i andre idrætsgrene har mulighed for at søge om optagelse, hvis der er opbakning fra specialforbundet. På basislinjen er der en fysisk træner, der strukturerer træningen for talenterne på tværs af idrætsgrenene.

Kontaktperson for yderligere oplysninger:

Nikolaj Broström, Eliteidrætskoordinator

Telefon direkte: 30 56 38 69

nbro@horsens.dk

Foto: badenfoto.dk