AC Horsens bliver fragtet på første klasse af DkBus
25.06.2021 12:52
DkBus skal køre AC Horsens til samtlige udebanekampe.
AC Horsens har netop indgået en aftale med DkBus, der som sponsor og samarbejdspartner skal køre AC Horsens til samtlige udekampe.
DkBus er beliggende på Islandsvej 15 i Horsens og er et busselskab, der består af 20 engagerede og kompetente medarbejdere, der altid tager udgangspunkt i kundens behov, og DkBus har udført mange forskellige opgaver gennem tidens løb.
Det er blandt andet ordentlighed, professionalisme og god service, der er kendetegnende for DkBus, der løser alle former for bustransport.
DkBus har her i transfervinduet gjort et scoop ved at tilknytte Kim Andersen, der tiltræder den 1. august 2021, og han fortsætter heldigvis som chauffør for AC Horsens. Han har kørt med AC Horsens siden 2008 og ser frem til at fortsætte med det.
- Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med AC Horsens og har følt mig som en del af klubben. Vi står sammen og bakker op om hinanden, og værdier som sammenhold og ydmyghed skinner igennem i alt, hvad klubben laver. Jeg er glad for, at jeg også fremover skal køre bussen, og jeg fortsætter også som AC Horsens’ kontaktperson for trænere og holdledere, fortæller Kim Andersen.
Det er makkerparret Jakob Hjerrild og Jørn Jensen, der står i spidsen for DkBus, og de glæder sig til samarbejdet.
- Vi glæder os til at være en del af netværket i AC Horsens, og vi skal være synlige til både hjemmekampe og udekampe. Det bliver fortrinsvis Kim og jeg, der bliver repræsenteret i Handelsnetværket, og vi har erfaret, at netværk betyder meget for os, fortæller Jørn Jensen, der har stor interesse for fodbold og blandt andet har været med til at arrangere Midtgaardstævnet for Horsens Freja gennem 25 år.
AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen glæder sig til samarbejdet med DkBus.
- Som klub betyder miljøet og den grønne omstilling meget for os, og det er også en af årsagerne til, at vi har valgt DkBus som samarbejdspartner, for DkBus opfylder Euro 6, der er en miljøcertificering af køretøjer, og vi har haft en rigtig god dialog omkring samarbejdet. Det er heller ingen hemmelighed, at det betyder meget for os, at vores mangeårige buschauffør Kim Andersen fortsat skal være en del af holdet, siger Kristian Nielsen.