Jan Mortensen og Martin Schjøth træder ud af bestyrelsen
17.06.2021 10:02
Tak til Jan Mortensen og Martin Schjøth for en god indsats i AC Horsens.
Onsdag den 16. juni afholdt AC Horsens generalforsamling i INSERO Atrium, og her blev det blandt andet offentliggjort, at klubbens bestyrelse fremover kommer til at bestå af fem medlemmer med bestyrelsesformand Bo Pinholt i spidsen.
Indtil i går bestod bestyrelsen af syv medlemmer, men Martin Schjøth og Jan Mortensen træder ud af bestyrelsen.
Schjøth og Mortensen var begge en del af bestyrelsen, da AC Horsens rykkede op i Superligaen i 2016, og de har ydet en flot indsats gennem fem år. De har været blandt foregangsmændene til at beslutte talentstrategien, hvor ”de gule” har som mål, at 20% af truppen skal bestå af egne spillere, og 25% af spilletiden skal spilles af spillere af egen avl i 2025. Visionen om at fylde stadion er også besluttet, mens Martin Schjøth og Jan Mortensen har siddet i bestyrelsen.
Jan Mortensen har siddet i bestyrelsen ad to omgange, og den seneste periode strakte sig altså fra 2016-2021. Han har altid fulgt det sportslige arbejde tæt på Akademiet og omkring førsteholdet, og han har været en del af klubbens sportslige udvalg.
- Jan Mortensen har bidraget på rigtig mange områder gennem sit arbejde i bestyrelsen, og han har også gennem sit store netværk været en vigtig bidragsyder til at åbne døre til nye sponsorer, der er blevet en del af vores sponsornetværk. Han har altid været klar til at hjælpe, og han har været drevet af en stor passion og lyst til at gøre AC Horsens til en bedre fodboldklub, siger Bo Pinholt.
Han har også kun rosende ord til Martin Schjøth, der blev en del af bestyrelsen på et tidspunkt, hvor Akademiet skulle finde sit ståsted, og han var inden sin indtræden med til i samarbejde med Claus Holm at indsamle penge til Akademiets fortsatte drift.
- Martin Schjøth har været dybt engageret og har tilbragt utallige timer på Langmarksvej i klubbens tjeneste, og han har været meget aktiv i det sportslige udvalg. Han har fulgt førsteholdet tæt både på hjemmebane og udebane, og på den måde har han altid haft fingere på pulsen. Han har også været et stort aktiv i bestyrelsens aktivitetsudvalg og sidenhen sponsorudvalget, hvor han har ydet en stærk indsats, fortæller Bo Pinholt.