AC Horsens vandt over FC Fredericia og er klar til premieren
17.07.2021 12:10
Tengstedt og Qamili scorede i 2-0 sejren.
AC Horsens satte tidligere i dag punktum for rækken af træningskampe, da FC Fredericia blev besejret med 2-0 på Monjasa Park, og dermed er ”de gule” klar og toptunet til sæsonpremieren mod HB Køge fredag den 23. juli klokken 19.00.
Det var Casper Tengstedt og Lirim Qamili, der scorede målet for gæsterne, og Qamili scorede dermed for anden kamp i træk.
AC Horsens sendte den første advarsel afsted allerede i det fjerde minut, da Malte Kiilerich headede på overliggeren, og Lirim Qamili forsøgte sig også med et godt hovedstød i det 12. minut, men desværre forbi mål.
Et minut senere åbnede Casper Tengstedt for målkontoen, da han kastede sig frem og headede James Gomez’ perfekte indlæg i kassen. Værterne kom ikke frem til nævneværdige chancer, og den gule defensiv var endnu engang bundsolid.
En håndfuld minutter inde i 2. halvleg var værterne til gengæld millimeter fra at udligne, da AC-defensiven for en gangs skyld tøvede, men bolden prellede af på stolpen.
Efter en times spil nettede Lirim Qamili, da han blev sendt i dybden af en aflevering fra Kiilerich, og Qamili svigtede ikke med sin flade afslutning.
10 minutter senere var Muamer Brajanac tæt på at øge til 3-0, men FC Fredericia-keeperen reddede flot.
Der faldt ikke flere scoringer på Monjasa Park, og alt i alt var det en stærk indsats af AC Horsens.