Hattrick af Tengstedt i 4-1 sejr over Fremad Amager

31.07.2021 14:05

Sæsonens første sejr kom i hus på Amager.

Lørdag eftermiddag viste AC Horsens klassen med en overbevisende 4-1 sejr over Fremad Amager på Sundby Idrætspark, og dermed kunne ”de gule” sætte sæsonens første point ind på kontoen.

Thomas Santos var tæt på at give gæsterne en drømmestart i det andet minut, da han sendte bolden tæt på krydset med venstreskøjten, men bolden prellede af på overliggeren.

I det ottende minut gik den så ikke længere for værterne, da AC Horsens med et højt pres erobrede bolden på Fremad Amagers banehalvdel i deres venstre side, og Muamer Brajanac viste fornemt overblik, da han fandt Casper Tengstedt på kanten af feltet. Tengstedts fine sparketeknik svigtede ikke, og han bragte AC Horsens i front.

Storspillende Tengstedt var på pletten igen i det 12. minut, da han headede Thor Langes fine hjørnespark i kassen. Omkring en halv times spil var rollerne byttet om, da Tengstedt spillede Lange fri, men hans afslutning blev reddet til hjørnespark.

Thor Lange tog dog revanche kort inden pausen, da han efter flot et to-spil med Tengstedt sikkert sendte bolden i netmaskerne til 3-0.

Hjemmeholdet reducerede i det 52. minut, men seks minutter senere bristede håbet om point for amagerkanerne, da Tengstedt endnu engang slog til. Rune Frantsen satte angrebet i gang med en glimrende bold frem til Jonas Gemmer, der serverede bolden for Tengstedt, som headede bolden i kassen via den ene stolpe.

Godt 10 minutter før tid fandt Rune Frantsen Magnus Riisgaard Jensen i feltet, og han trykkede godt af, men måtte se keeperen redde.

Alt i alt en glimrende indsats af AC Horsens, der allerede på tirsdag skal i kamp mod Sædding-Guldager i Sydbank Pokalen, og på fredag venter kampen mod FC Helsingør på CASA Arena Horsens. FC Helsingør viste tidligere i dag klassen med en 3-1 sejr i Esbjerg.

Fremad Amager – AC Horsens 1-4 (0-3)
0-1 Casper Tengstedt (7.)
0-2 Casper Tengstedt (12.)
0-3 Thor Lange (42.)
1-3 Jakob Johansson (52.)
1-4 Casper Tengstedt (58.)

AC Horsens: Bobjerg, Gomez, Kiilerich, Ludwig, Frantsen. Gemmer (Gaarde, 85.), Kruse, Lange (Stagaard, 72.), Santos (Brochmann, 72.), Brajanac (Riisgaard Jensen, 60.), Tengstedt (Hlynsson, 60.).

Dommer: Sebastian Friis Aagerup