Qamili og Hlynsson lynede i næstsidste test

10.07.2021 15:21

Gul 2-0 sejr over Kolding IF.

AC Horsens testede formen mod Kolding IF tidligere i dag, og ”de gule” sendte gæsterne hjem med et 0-2 nederlag.

Hjemmeholdet skabte mange chancer og dominerede mere eller mindre hele opgøret, og det var Lirim Qamili og Agust Hlynsson, der scorede målene i 2. halvleg.

Allerede i det femte minut sendte Lirim Qamili en advarsel til gæsterne, da han med et halvt saksespark sendte bolden over trekantsammenføjningen, og han forsøgte sig også fra kanten af feltet i det 23. minut, men målmanden slog bolden ud til hjørnespark.

Frem mod pausen forsøgte både Malte Kiilerich og Casper Tengstedt at rykke på måltavlen, men gæsterne slap med skrækken.

2. halvleg var kun et par minutter gammel, da Lirim Qamili kom frem til endnu en chance, men bolden strøg forbi mål.

20 minutter før slutfløjtet banede godt spil mellem Santos og Hlynsson vejen for en afslutning fra Tengstedt, der dog sendte bolden over kassen.

I det 78. minut kom Lirim Qamili i centrum igen, da han modtog en fin stikning fra Thor Lange og blev løbet ned i feltet. Dommeren pegede på pletten, Qamili tog selv ansvar og scorede sikkert til 1-0.

Det var en fuldt fortjent føring til hjemmeholdet, der dominerede stort, og Agust Hlynsson kom også på måltavlen i de døende minutter, da han blev spillet fri for mål og scorede sikkert.