AC Horsens byder indenfor: The Long Field Road åbner fredag den 6. august
03.08.2021 13:07
Varm op til fredagens kamp i The Long Field Road.
AC Horsens’ nye pub har fået navnet The Long Field Road og åbner officielt fredag den 6. august klokken 16.00.
The Long Field Road er beliggende i fanklubbens tidligere klubhus på CASA Arena Horsens, og kan endelig slå dørene op, og det fejrer AC Horsens sammen med klubbens fans.
The Long Field Road er en hyldest til Langmarksvej, der har været en del af flere gule slagsange, og pubben er dekoreret med en masse flotte trøjer, handsker, øl og andre historiske AC Horsens-genstande, så der er skruet godt op for nostalgien og rig mulighed for at udveksle røverhistorier og gode minder.
AC Horsens byder på Happy Hour med fadøl fra klokken 16.00-17.00, når dørene åbner, og det er en god lejlighed til at varme op med gule venner inden kampstart klokken 19.00.
The Long Field Road lukker midlertidigt omkring klokken 18.45, men åbner igen efter slutfløjtet, så man kan hygge sig med vennerne, mens man lige vender kampen.