Julius Voldby Rosenberg Hansen er blevet udtaget til U17-landsholdet
04.08.2021 09:12
Fortjent mulighed for debut til endnu en akademispiller i landsholdsfarverne.
I går kunne Julius Voldby Rosenberg Hansen glæde sig over, at han fik debut på AC Horsens’ førstehold, da han spillede hele kampen mod Sædding-Guldager IF i Sydbank Pokalen, og nu er der mere at glæde sig over for den talentfulde spiller.
Han er nemlig blevet udtaget til U17-landsholdet, der skal spille to venskabskampe mod Sverige lørdag den 7. august og tirsdag den 10. august – begge kampe spilles på Hvidovre Stadion.
Udtagelsen af Julius Voldby Rosenberg Hansen vækker stor glæde i AC Horsens.
- Vi har håbet og ventet på, at Julius skulle blive udtaget til landsholdet, og det er selvfølgelig stort for alle i klubben, at vi nu har udviklet endnu en dygtig landsholdsspiller. Det er det helt perfekte tidspunkt for Julius, for han er i super god form og ser virkelig stærk ud for tiden. Det er godt for Julius, og det er godt for klubben og hele miljøet, at han har nået et stort mål, og det må motivere flere af vores spillere til at tage skridtet ind på ungdomslandsholdene. Det er en kæmpe cadeau til Julius, der har et stort talent og altid er klar til at arbejde hårdt for at nå sine mål, men det er også et kæmpe skulderklap til de trænere, ledere og spillere, der hver eneste dag knokler for at skærpe vores talentudvikling, fortæller Claus Troelsen.