Transferscoop: AC Horsens forstærker sig med Anders K. Jacobsen

31.08.2021 08:02

AC Horsens' nye bomber får nummer 9.

AC Horsens har gjort et scoop ved at hente Anders K. Jacobsen til klubben fra SønderjyskE, og den målfarlige angriber tiltræder med øjeblikkelig virkning på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024.

Anders K. Jacobsen har i mange sæsoner vist sin målnæse frem i klubber som AaB, OB og SønderjyskE, og fremover skal han bombe for AC Horsens, hvor han har sin første træningsdag tirsdag den 31. august.

Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård har arbejdet hårdt for at hente en angriber med mål i støvlerne, og han er stolt over, at AC Horsens har været i stand til at hente Anders K. Jacobsen.

- Det er ekstraordinært for os som klub, at vi kan hente en spiller med de kvaliteter og det CV, Anders K. Jacobsen har. Vi har været i konkurrence med flere andre klubber, så vi er selvfølgelig stolte over, at Anders K. Jacobsen ser så gode muligheder i vores projekt de kommende tre år, at han har valgt at skifte til AC Horsens. Vi ved, at der kan opstå muligheder sent i transfervinduet, hvis man har tålmodighed, og den her har vi været gode til at samle op, og der skal lyde en stor tak til bestyrelsen for at støtte op og gøre det her muligt, siger Niels Erik Søndergård.

Begejstringen er stor hos cheftræner Jens Berthel Askou, der får et markant angrebses ind i sin trup.

- Det er en fantastisk signing for os, for vi får en topspiller ind, som har været garant for et tocifret antal mål og assists i Superligaen gennem mange år, og han er den topangriber med erfaring fra højeste niveau, vi har ledt efter. Han er en fantastisk fyr og holdspiller, der gør holdkammeraterne gode på og uden for banen, og han er en lynhamrende intelligent angriber, som også er rigtig bevægelig og kan skabe og udnytte rum. Han giver endnu en dimension til vores angrebsspil, fortæller Jens Berthel Askou.

Anders K. Jacobsen ser frem til at fortsætte karrieren i den gule trøje.

- Jeg fik hurtigt en god fornemmelse omkring AC Horsens og deres interesse i mig, og nu glæder jeg mig til, at vi i fællesskab kan arbejde hen mod at spille i Superligaen igen. Jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Anders K. Jacobsen, der får trøjenummer 9.