U15 og U19 sparker sæsonen i gang på CASA Arena Horsens
13.08.2021 07:20
Kom og se de gule talenter i kamp mod Esbjerg fB.
Sommerens opstart for U15 og U19 er ved at være ved vejs ende, for i morgen sparker de to mandskaber sæsonen i gang på CASA Arena Horsens.
Der er igen adgang for tilskuere til kampene på Akademiet, og AC Horsens ruller den gule løber ud for alle, der har lyst til at overvære talenterne mod Esbjerg fB.
Det bliver perfekt fodboldvejr med 21 graders varme og tørvejr, og det er en fantastisk lejlighed til at se de kommende førsteholdsspillere udfolde sig på bane 2 og 6.
U19 tager imod vestjyderne på bane 2 klokken 11.00, og der venter et spændende opgør for hjemmeholdet, der mod Esbjerg fB tager hul på et kampprogram mod de formodet bedste klubber i U19 Ligaen. Efter kampen mod Esbjerg fB hedder de kommende modstandere: Brøndby IF, FC Nordsjælland, FC København, OB, Lyngby og FC Midtjylland, men Christian Hansens tropper har været igennem en rigtig god opstart, og der er så meget talent og kvalitet i truppen, at ”de gule” kan få point mod alle hold i rækken.
Anders Wittorffs U15-mandskab tager hul på sæsonen med hjemmekampen mod Esbjerg fB i morgen, lørdag den 14. august, klokken 12.30, og han kan også stille et stærkt og talentfuldt mandskab, der kan tage kampen op mod selv de bedste i U15 Ligaen. AC Horsens’ U15-spillere kan også se frem til et hektisk program, for efter kampen mod Esbjerg fB skal de op mod FC Nordsjælland, FC København, OB, Lyngby, FC Midtjylland og AaB i de kommende kampe.
U13, U14 og U17 indleder sæsonen om en uge.