U17: Aggressivt AC Horsens-hold var tæt på point
31.08.2021 12:04
De gule talenter bød FCN op til dans.
Lørdag eftermiddag skulle de gule U17-talenter forsøge at revanchere sig ovenpå en skuffende sæsonpremiere i Brøndby. Right to Dream Park dannede rammerne om opgøret mellem FC Nordsjælland og AC Horsens.
Det var hjemmeholdet, der kom bedst fra land. En lidt tilfældig nedfaldsbold landede for fødderne af Nordsjællands kantangriber Mickael Dosso, der kynisk sparkede bolden i kassen. Gæsterne fra Horsens svarede dog godt igen på scoringen, og de fik arbejdet sig flot tilbage i opgøret. Et par velspillede angreb førte til afslutninger fra både Victor Kokholm, Jetmir Beluli og Oscar Bjørnskov. Da dommeren fløjtede til pause, var det en helt åben affære.
Det virker da også til at have givet gæsterne en tro på tingene, for AC Horsens kom endnu mere aggressivt og modigt ud til 2. halvleg. Og efter cirka en times spil pressede gæsterne sig til deres største chance i kampen. Først faldt en Nordsjælland-spiller i feltet og ramte bolden med hånden, hvilket resulterede i at hele Horsens-bænken inklusiv de gule fans appellerede for et straffespark, der så ud til at være der, men som ikke blev dømt. I den efterfølgende situation havde Søren Albrecht en dobbeltchance, hvor han var tæt på den udlignende scoring. Kort forinden havde Jetmir Beluli en afslutning, der strøg lige forbi stolpen.
I gæsternes bedste periode viste FC Nordsjælland deres kvalitet, da de kynisk straffede ”de gule” og scorede målet til 2-0, der punkterede det tryk som AC Horsens ellers havde fået lagt. 2-0 blev også kampens resultat i en kamp, hvor gæsterne fra AC Horsens i den grad bød det stærke hjemmehold op til dans.
U17 cheftræner Mads Søvndal var efter kampen skuffet over resultatet, men godt tilfreds med det udtryk han så fra sit mandskab:
- Vi leverer en arbejdsindsats, som vi godt kan være bekendt, og jeg er glad for at se den intensitet, vi bringer ind i kampen rent defensivt. Det er stærkt, at vi på en svær udebane får skabt en tæt kamp, og med en smule mere held og kvalitet, så får vi scoret i vores gode periode, og så kan vi godt få et point med hjem. Vi kommer til at få point mod mange af holdene i U17 Ligaen, med en præstation som denne her, siger Mads Søvndal.
FC Nordsjælland - AC Horsens 2-0 (1-0)
’6: 1-0 Mickael Dosso
’42: Gult kort Victor Kokholm
’48: Gult kort Malthe Munch
’60: Gult kort Frederik Roslyng
’77: 2-0 Balder Magui