U15 vendte truende nederlag til sejr i overtiden
27.09.2021 09:25
Stærkt comeback af "de gule".
AC Horsens’ U15-drenge spillede lørdag hjemme mod Lyngby BK i en tæt og chancefattig kamp, hvor gæsterne længe lignede et hold, der skulle tage 3 point med hjem i bussen til Sjælland. I det 52. minut bragte gæsterne sig nemlig foran på en opspilsfejl af AC Horsens, og den føring holdt indtil det 77. minut, hvor de gule talenter udlignede på et hjørnespark. Rinor Rexepi kom først på serven fra Sebastian Lodberg, og dermed lignede det en fortjent pointdeling mellem de to hold.
Men indskiftede Rasmus Kjær ville det anderledes, da han dybt inde i dommerens overtid opsnapper en dyb bold fra Rinor, og med en elegant berøring afdribler Lyngbys målmand og sender bolden i målet til stor jubel for spillere, trænere og tilskuere.
Dermed får U15-drengene deres anden hjemmebane sejr i streg og er tilbage på sporet efter 4-2 nederlaget i Odense sidste weekend.
Cheftræner Anders Wittorff sagde efter kampen:
- Som kampen skred frem, stod det ikke skrevet i kortene at vi ville få 3 point med i dag, men stor ros til spillerne for at spille indtil sidste fløjt, tilmed med en god intensitet og især mentalitet. Det vidner om mental styrke, og det glæder mig meget, for vi har blandt andet haft fokus på at være kyniske i og omkring felterne og spille med et modent udtryk ud fra kampens temperatur. Så at vi 0-1 nede i sækken kort før tid, formår at veksle det til 3 point er jeg glad og stolt over på drengenes vegne, fortæller Anders Wittorff.
Der var flere gode præstationer i dag.
- Rinor er med mål og assist kampafgørende, men det er også værd at nævne bagkæden i dag, som tager godt fra og gør det fint på bolden. Og så er det bare fedt at se spillere komme ind fra bænken og gøre en forskel. Jeg kan godt unde Rasmus Kjær den oplevelse det er at afgøre en fodboldkamp, for han har bøvlet med nogle skader, så det var fedt at se ham juble med gutterne ved scoringen, siger Wittorff.
Spillemæssigt var der også fremgang for U15 holdet, og det glæder Wittorff:
- I nogle af spillets facetter har vi ikke været tilfredse i de seneste kampe, men i dag ser jeg et hold, der øver sig i at sætte noget af det, vi træner i spil. Vi er langt fra i mål, men vi arbejder benhårdt på at forbedre os, og i dag var pil op, og det var fedt at se, lyder det fra Anders Wittorff.
Næste opgave for U15-drengene er på lørdag, hvor de på udebane møder FC Midtjylland klokken 17.00.