AC Horsens manglede skarphed i begge ender
01.11.2021 21:00
HB Køge vandt med 2-0.
Skuffelsen var markant efter dagens kamp i HB Køge, for AC Horsens havde et markant spilovertag og skabte et hav af chancer, men værterne havde skarpheden og vandt med 2-0.
AC Horsens fik en forfærdelig start på kampen, for bolden lå i netmaskerne, inden stadionuret rundede fem minutter.
Pierre Larsen spillede en diagonalbold fra højre mod venstre, hvor Joachim Rothmann lavede en finte og fandt Effiong Nsungusi, der sendte bolden i rusen.
I det 19. minut kom gæsterne frem til en dobbeltmulighed, da Aron Sigurdarson tvang målmanden ud i fuld længde. Tonny Brochmann var over returen og fandt Anders K. Jacobsen inde foran kassen, og han forsøgte sig med en afslutning med hælen, men afslutningen blev blokeret.
AC Horsens var flere gange lige ved og næsten, og udligningen lå i luften frem mod pausen. Efter godt en halv times spil forsøgte Lubambo Musonda sig med et godt skud i det lange hjørne, og bolden ramte stolpen, hvorefter den ramte målmanden i ryggen og gik ud til hjørnespark ved den modsatte stolpe.
Lige inden pausefløjtet blev der begået frispark på kanten af AC Horsens’ felt, og Daniel Thøgersen sparkede bolden på undersiden af overliggeren. Heldigvis dumpede den ned på den rigtige side af stregen.
AC Horsens fortsatte med at have bolden mest efter pausen, og Lubambo Musonda brød et opspil et par minutter inde i 2. halvleg og satte kursen mod målet, men desværre var afslutningen ikke et problem for målmanden.
To minutter senere måtte Matej Delac diske op med en god redning, da Joachim Rothmann forsøgte sig med et skud hårdt presset af Magnus Riisgaard Jensen.
Herefter fulgte en periode med flere AC Horsens-afslutninger fra Aron Sigurdarson og Anders K. Jacobsen, men uden at passere keeperen. Det kunne Tonny Brochmann heller ikke i det 68. minut, da han tæt under mål måtte se målmanden redde hovedstødet.
I stedet steg store Nemanja Cavnic til vejrs og headede et hjørnespark i kassen til 2-0.
Et minut senere gik målmanden forkert ud til en bold, men den dumpede hen til Magnus Riisgaard Jensen, men han kunne ikke ramme kassen. Inden for et par minutter forsøgte både Tonny Brochmann og Lirim Qamili sig, men skarpheden manglede. Det gjorde den også for Riisgaard Jensen syv minutter før tid, da han bragede Jannik Pohls fine indlæg uden for rammen.
Det blev en tung dag i HB Køge, og skarpheden i begge felter skal findes inden søndag den 7. november klokken 15.00, når Fremad Amager gæster CASA Arena Horsens. Klik her for at købe billet til det opgør.
HB Køge – AC Horsens 2-0 (1-0)
1-0 Effiong Nsungusi (5.)
2-0 Nemanha Cavnic (72.)
AC Horsens: Delac, Riisgaard Jensen, Ludwig, Gomez (Kiilerich, 84.), Musonda (Lassen, 84.), Drachmann, Gemmer (Pohl, 59.), Lange (Santos, 46.), Brochmann, Sigurdarson, Jacobsen (Qamili, 75.) .
HB Køge: Snorre, Larsen, Gomes, Cavnic, Thøgersen, Jensen, Simonsen (Elvius, 46.), Jørgensen, Rothmann (Assinki, 79.), Nsungusi, Buch (Seehusen, 46.).
Advarsel, AC Horsens: Riisgaard Jensen (13.), Musonda (44.), Gemmer (45.), Jacobsen (53.), Gomez (58.)
Advarsel, HB Køge: Jensen (35.), Jørgensen (62.), Nsungusi (86.)
Dommer: Jonas Hansen
Tilskuere: 833