AC Horsens måtte nøjes med uafgjort
17.10.2021 13:51
Brochmann scorede målet mod Vendsyssel FF.
AC Horsens kunne søndag eftermiddag sætte et enkelt point ind på kontoen efter 1-1 mod Vendsyssel FF.
Gæsterne kom godt fra land på udebane, og der var chancer til både Lasse Steffensen og Zander Hyltoft, men Delac stod i vejen på det første forsøg, og Hyltoft kunne ikke ramme målet.
AC Horsens’ første nævneværdige forsøg kom i det 21. minut, da Casper Tengstedt fandt Anders K. Jacobsen i feltet, og han dirigerede bolden videre til Jonas Gemmer, der lige manglede et par støvlenumre for at nå bolden.
Gæsternes Diego Montiel var først over en bold i feltet efter godt en halv times spil, men James Gomez fik blokeret skuddet. Fire minutter senere burde Magnus Riisgaard Jensen have bragt balance i regnskabet, da Alexander Ludwigs indlæg blev forlænget til bageste stang, men han bragede bolden forbi kassen.
To minutter før tid endte endnu et indlæg fra Alexander Ludwig inde foran mål, og Anders K. Jacobsen bankede bolden over.
AC Horsens skabte et godt momentum frem mod pausen, men det gav desværre ikke udbytte.
2. halvleg var blot et par minutter gammel, da indskiftede Lubambo Musonda fandt Jonas Gemmer i feltet, og Gemmer forsøgte sig med et fint hovedstød, men målmanden var på plads.
I det 51. minut faldt kampens første mål, da et hjørnespark blev headet på tværs, og her var Kanoté mest vaks, da han kom først på bolden og sendte den i netmaskerne.
Vendsyssels store angriber Lasse Steffensen fik sit andet gule kort i det 65. minut, og dermed var der dømt powerplay på CASA Arena Horsens. AC Horsens pressede på for at udligne, og der var blot spillet en håndfuld minutter efter udvisningen, da Tonny Brochmann omsatte Janus Drachmanns fine indlæg og flot headede bolden i kassen via stolpen.
AC Horsens fortsatte med at spille bolden rundt på gæsternes banehalvdel – meget af tiden rundt om feltet og i feltet – og det førte til mange chancer. I det 74. minut headede James Gomez lige forbi den fjerneste stolpe, da Janus Drachmann fandt med en fin hjørnesparksbold, og fire minutter senere sendte Casper Tengstedt et frispark lige forbi mål.
I det 88. minut havde Magnus Riisgaard Jensen bolden i mål, men der blev fløjtet for offside på Lirim Qamili, der stod i vejen for Casper Tengstedts skud lige inden. Dybt inde i overtiden var Magnus Riisgaard Jensen igen i centrum, da Janus Drachmann fandt ham i feltet, men han headede det store tilbud forbi mål.
AC Horsens spiller hjemmekamp igen lørdag den 23. oktober klokken 12.45 mod Lyngby, og tirsdag den 26. oktober klokken 18.00 venter lokalbraget mod Vejle Boldklub i Sydbank Pokalen. Klik her for at købe billetter til de to opgør.
AC Horsens – Vendsyssel FF 1-1 (0-0)
0-1 Tiémoko Kontaté (51.)
1-1 Tonny Brochmann (70.)
AC Horsens: Delac, Santos, Riisgaard Jensen, Ludwig, Gomez, Lange (Musonda, 46.), Gemmer (Brochmann, 56.), Drachmann, Tengstedt, Lange, Pohl (Sigurdarson, 56.), Jacobsen (Qamili, 85.).
Vendsyssel FF: Jonsson, Frantsen, Greve, Schenk, Kotte, Hyltoft, Wohlgemuth, van der Heyden (Pedersen, 73.), Montiel (Jensen, 56.), Konaté, Steffensen.
Advarsel, AC Horsens: Jacobsen (75.)
Advarsel, Vendsyssel FF: Steffensen (34., 65.), Schenk (65.), Wohlgemuth (75.)
Tilskuere: 1.271
Dommer: Jonas Bæk
Foto: Michael Just