Fantastisk fight rakte ikke til avancement i Sydbank Pokalen
26.10.2021 17:26
Skæbnen var hård ved AC Horsens.
AC Horsens leverede et brag af en kamp foran godt 3.600 tilskuere på CASA Arena Horsens, og hjemmeholdet gav hovedparten grund til at juble efter godt to minutter spil, da Thor Lange serverede et fantastisk indlæg for Aron Sigurdarson, der iskoldt sendte bolden i netmaskerne.
Efter en håndfuld minutter var islændingen på spil igen, da Alexander Brunst var langt ude af sit mål og missede sin aflevering. Sigurdarson forsøgte sig langt udefra, men målmanden kom tilbage og reddede til hjørnespark
I det ottende minut var Sigurdarson manden bag en god stikning til Lirim Qamili, der blev fulgt til dørs af Manjrekar James, som måtte give hjørnespark. I det 12. minut blev Sigurdarson revet omkuld i feltet, men dommeren vinkede afværgende.
AC Horsens holdt gæsterne i et jerngreb, og da de første gang kom op til Marcus Bobjergs mål trak det op til en stor chance, men Thor Lange leverede et fremragende tilbageløb og prikkede bolden fra Luka Djordjevic, inden han fik afsluttet.
Fem minutter senere fik Djordjevic en stor mulighed for at udligne, da bolden tilfældigt landede hos ham efter et Mølgaard-skud, men Marcus Bobjerg pillede pynten af ham, og AC-keeperen spillede en fejlfri kamp med mange gode aktioner.
Vejle forsøgte at lægge et tryk på de gule værter efter pausen, men pusten gik ud af gæsterne efter en håndfuld minutter.
Efter en times spil blev Qamili assisteret af Sigurdarson, og han lavede en finte bag om støttebenet, inden han trykkede af, men Brunst reddede skuddet.
Mod slutningen af kampen trykkede Vejle mere på, og det gav nogle tilfældige chancer, men den gule defensiv stod imod. I den anden ende havde Pohl en god afslutning i det lange hjørne i det 90. minut, men keeperen reddede flot, og kort efter sendte Tengstedt bolden lige forbi stolpen.
To et halvt minut inde i overtiden lykkedes det for gæsternes Allan Sousa at udligne, da hans frispark gik i muren, og han var først over returen, om han sparkede ind.
Dermed skulle der forlænget spilletid til at finde vinderen af kampen, og her var Aron Sigurdarson ikke mange centimeter fra at score til 2-1, da hans skud prellede af på stolpen.
I det 107. minut scorede Kevin Custovic, da hans afslutning bagest i feltet blev rettet af og strøg i netmaskerne. Det tvang AC Horsens frem på banen, og det udnyttede Sousa, da han i det 116. minut lukkede kampen med 3-1 målet.
AC Horsens skal i kamp igen mandag den 1. november klokken 18.30, når turen går til Sjælland for at møde HB Køge.
AC Horsens – Vejle Boldklub 1-3 (1-0)
1-0 Aron Sigurdarson (3.)
1-1 Allan Sousa (90+3.)
1-2 Kevin Custovic (107.)
1-3 Allan Sousa (116.)
AC Horsens: Bobjerg, Musonda (Lassen, 77.), Gomez, Riisgaard Jensen, Ludwig, Lange, Gemmer (Hlynsson, 84.), Kruse (Drachmann, 60.), Sigurdarson, Jacobsen (Tengstedt, 60.), Qamili (Pohl, 84.).
Vejle: Brunst, Kolinger, James, Silva, Mølgaard (Custovic, 59.), Ezatolahi (Hetemi, 59.), Høllsberg, Hansson (Davidsen, 68.), Engel, Djordjevic (Ponce, 46.), Gammelgaard (Sousa, 46.)
Advarsel, AC Horsens: Kruse (40.), Lange (47.), Qamili (55.), Riisgaard Jensen (67.), Musonda (73.), Drachmann (90.)
Advarsel, Vejle: Ponce (67.), Sousa (86.)
Tilskuere: 3.625
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt