ROSENBERG Malerfirma A/S og DEPECHE støtter flot op om Akademiet
28.10.2021 08:58
Også i år bliver de to virksomheder eksponeret på Akademiets rejsedragter.
AC Horsens har rigtig mange loyale samarbejdspartnere, der støtter flot op om klubben, og ”de gule” kan nu offentliggøre, at ROSENBERG Malerfirma A/S og DEPECHE endnu engang er med til at bakke op om de gule talenter på Akademiet.
ROSENBERG Malerfirma A/S og DEPECHE har i fællesskab været sponsor i fire år og er også i år at finde med eksponering på alle akademispilleres rejsedragter.
Direktør og malermester Michael Rosenberg sætter her et par ord på samarbejdet.
- Jeg går meget op i fodbold, og mit hjerte er i AC Horsens, hvor min søn Emil spiller på U17-holdet, så jeg vil selvfølgelig gerne støtte op om klubben. Akademiet er inde i en rigtig god udvikling og har rykket sig meget på alle parametre de senere år, og vi vil gerne fortsætte med at bidrage til den udvikling, fortæller Michael Rosenberg.
CEO Janni Hørdum fra DEPECHE er også glad for at støtte de gule talenter:
- Vi er glade for at bakke op om talentudviklingen i AC Horsens, og det giver en god følelse at se hele Akademiet blive repræsenteret flot med ens rejsedragter på. Jeg nævnte for Michael Rosenberg, om vi ikke skulle være med på rejsen sammen med Akademiet for fire år siden, for jeg kunne godt lide det idégrundlag, Akademiet var baseret på, de mange gode tiltag og måden, AC Horsens arbejder med de unge mennesker på. Jeg tilbringer meget tid i klubben, fordi min søn Mathias er målmand på U17-holdet, og det giver mig selvfølgelig en tilknytning til klubben, men vi gør det også for at bakke op lokalt, siger Janni Hørdum.