AC Horsens videre i både U16 og U17 pokalen mod lokalrivaler
12.11.2021 13:27
Gul pokalsucces
Til daglig er U17-årgangen i AC Horsens et mix mellem spillere fra årgang 2006 og 2005 (U16 og U17), der træner og spiller kampe sammen. Men AC Horsens har valgt at være repræsenteret i pokalturneringen for både U16 og U17, så i den forgange har hhv. U16 og U17-årgangene været i aktion i DBU Jyllands pokalturnering. Og det har vist sig at være en ganske god uge for ”de gule”.
Onsdag aften skulle U16-drengene op imod FC Skanderborg, som blev besejret med hele 7-1 i en kamp, hvor AC Horsens levede op til favoritværdigheden og leverede en stærk præstation. Især den hurtige angriber Søren Albrecht fik vist prøver på sit talent med hele 3 mål, ligesom de øvrige offensive spillere i Lukas Vesterholm og Frederik Ravn begge blev noteret for en scoring og to assists. Derudover var der officiel U16-debut til målmand Tobias Vester, midterforsvar Emil Wynne og den hurtige kantspiller Lucas Egebjerg, der ydermere kunne krone debuten med en scoring til 4-1.
Torsdag var der så dømt lokalbrag mod FC Horsens, der som hjemmehold havde sørget for en rigtig flot kulisse omkring kampen. Et stort fremmøde af folk og rød røg var hvad der mødte de gulklæde gæster, da de trådte ind på Designa Kunstgræs 1. Og kampen var da også præget af lidt ekstra nerver fra kampens begyndelse, men da Nicolas Roed gjorde det til 0-1 efter flot forarbejde af både Jonas Kirkel og Julius Hansen, var det som om, at spillet blev lidt mere frit. Og kort inde i 2. halvleg lukkede og slukkede Oscar Bjørnskov til 0-2 med et tordendrøn op i det korte hjørne fra distancen. Udeholdet fra AC Horsens tilspillede sig adskillige muligheder for at udbygge føringen, men skarpheden udeblev, og derfor sluttede kampen med en 0-2 sejr til ”de gule”
U17-cheftræner Mads Søvndal var selvsagt en glad mand efter at have kunnet se begge sine hold spillere sig videre til næste runde i pokalturneringen:
- Det er fedt at spille med i pokalturneringen, fordi det er nogle helt andre kampe, end dem vi står i til daglig i U17 ligaen. Jeg tror på at det er rigtig godt for drengene at få denne slags udfordringer også, og især mentalt bliver de testet på en anden måde end normalt, når vi pludselig skal spille kampe hvor vi går ind som store favoritter. Drengene har håndteret det supergodt, og derfor er vi nu videre til næste runde med begge årgange. Det er meget tilfredsstillende, fordi der nu igen venter en spændende udfordring for drengene til foråret, siger Mads Søvndal.