Flot opbakning: Rema 1000-butikker i Horsens indgår markant sponsorat
30.11.2021 08:55
Syv Rema 1000-købmænd er gået sammen om et sponsorat for at støtte lokalt og opnå eksponering.
AC Horsens har netop indgået en flerårig partneraftale med syv lokale Rema 1000-købmænd, og Rema 1000-logoet vil blandt andet være synligt på 40 meter af Nordtribunen.
De syv købmænd står i spidsen for Rema 1000, Bygholm, Rema 1000, Torsted, Rema 1000, Bjerrevej, Rema 1000, Stensballe, Rema 1000, Sundparken, Rema 1000, Hede Nielsens Vej og Rema 1000, Lund.
Købmand Flemming Madsen fra Rema 1000 Bygholm fortæller her om baggrunden for samarbejdet med AC Horsens:
- For os betyder synlighed meget, for jo mere vores kunder ser vores logo, jo bedre kan de huske vores navn, når de skal ud at handle, så eksponeringen er selvfølgelig vigtig. Men vi er i højere grad gået ind i det her samarbejde, fordi vi som lokale købmænd gerne vil støtte op om lokalsamfundet og det, der betyder noget for folk i Horsens og omegn, fortæller Flemming Madsen.
Kunderne i de lokale Rema 1000-butikker vil også få gavn af det nyindgåede samarbejde.
- Vi har landet en aftale, der også tilgodeser vores kunder, som i løbet af sæsonen får mulighed for at vinde billetter via de enkelte Rema 1000-købmænds Facebooksider. Mange af vores kunder er jo interesserede i lokalsporten, og det er altid et godt udgangspunkt for en god snak, når vi møder dem i butikken, siger Flemming Madsen.