Tenniscifre på CASA Arena Horsens
07.11.2021 15:38
Anders K. Jacobsen scorede hattrick.
Tilskuerne fik masser af mål for pengene søndag eftermiddag, da AC Horsens vandt med hele 6-1 over gæsterne fra Fremad Amager.
Anders K. Jacobsen kom for første gang på måltavlen for ”de gule”, og det gjorde han med manér, da han nettede hele tre gange. Casper Tengstedt var også knivskarp og scorede to gange og lavede to assists. Gemmer viste målnæse ved forreste stang, da han kom på måltavlen.
AC Horsens sad på kampen fra første minut, og det var lige ved og næsten flere gange, inden Anders K. Jacobsen stemplede ind i det 20. minut. Casper Tengstedt sendte et fantastisk indlæg til bageste stolpe, hvor ”AK” headede bolden i kassen.
Otte minutter senere var Tengstedt i målscorerens rolle, da Janus Drachmann sendte et knivskarpt hjørnespark ind foran mål. Tengstedt steg op ved forreste stang og headede bolden i kassen.
AC Horsens fortsatte med at mose på, og i det 39. minut faldt 3-0 målet, da Lubambo Musonda i hård kamp i feltet mirakuløst nåede bolden ved baglinjen og sendte den ind til forreste stang, hvor Jonas Gemmer hamrede den i netmaskerne.
Inden pausen viste Matej Delac sin høje klasse. Emil Staugaard klappede bolden på overliggeren, og bolden landede hos Hans Christian Bonnesen, der trykkede af, men Delac diskede op med en kanon redning.
Fremad Amager var sjældne gæster i det gule felt, men det lykkedes at reducere i det 18. minut, da Robin Lauwers scorede via den ene stolpe.
Lubambo Musonda fortsatte med at udfordre sin direkte modstander, og i det 65. minut overløb han igen sin modstander og fandt Anders K. Jacobsen, der headede bolden i rusen. Der var ikke engang spillet to minutter mere, da ”AK” modtog en genial aflevering fra Tengstedt, og han nåede lige at lave en tunnel på sin modstander, inden han sikkert udplacerede Jacob Pryts Larsen i målet. Og der var igen ikke engang spillet to minutter, inden målmanden måtte hente bolden ud af netmaskerne igen. Janus Drachmann fandt Thomas Santos med en fremragende aflevering, og han lagde bolden af til Tengstedt, der tog et træk og nettede til 6-1. Et minut senere var Tengstedt på spil igen med et godt hovedstød, men gæsterne fik reddet til hjørnespark.
Tre minutter før tid forsøgte Aron Sigurdarson sig med et godt hug efter et to-spil med Qamili, der fandt ham med hælen, og målmanden måtte ud i fuld længde for at redde til hjørnespark.
AC Horsens skal i kamp igen lørdag den 20. november, når turen går til Jammerbugt, og ”de gule” arrangerer udebanetur. Klik her for at købe billet til turen.
AC Horsens spiller hjemmekamp igen søndag den 28. november klokken 15.00, når Hobro IK gæster CASA Arena Horsens. Klik her for at købe billet til kampen.
AC Horsens – Fremad Amager 6-1 (3-0)
1-0 Anders K. Jacobsen (20.)
2-0 Casper Tengstedt (28.)
3-0 Jonas Gemmer (39.)
3-1 Robin Lauwers (49.)
4-1 Anders K. Jacobsen (65.)
5-1 Anders K. Jacobsen (67.)
6-1 Casper Tengstedt (70.)
AC Horsens: Delac, Gomez, Riisgaard Jensen, Ludwig, Santos (Lassen, 79.), Drachmann, Brochmann (Sigurdarson, 57.), Gemmer (Kruse, 79.), Musonda, Tengstedt (Qamili, 84.), Jacobsen (Pohl, 84.).
Fremad Amager: Larsen, Bonnesen, Haahr, Kanstrup, Staugaard, Toure (Mlynikowski, 62.), Lauwers (Bay, 71.), Candidus (Boysen, 62.), Palm, Haren, Johansson.
Advarsel, AC Horsens: Lassen (90.)
Advarsel, Fremad Amager: Staugaard (44.)
Dommer: Patrick Remon Gammelgaard