U19: ”De gule” ramte ikke niveauet i lokalopgør
07.11.2021 12:43
Vejle vandt med 2-0 på CASA Arena Horsens.
AC Horsens’ U19-mandskab tabte lørdag hjemme 2-0 til Vejle. Kampen startede meget lige, og det var gæsterne, der var mest på bolden, uden dog at komme til chancer. AC Horsens havde opgørets første store chance, men Johan Kiilerich headede et hjørnespark lige forbi.
Derefter fik gæsterne et lille overtag, uden dog at komme til nævneværdige chancer.
Efter 28 minutter udnyttede gæsterne dog en stor fejl i hjemmeholdets defensiv, og lidt ud af det blå kunne Tobias Lauritsen bringe gæsterne i front. Målet rystede hjemmeholdet, som havde svært ved at få lagt et tryk på gæsterne. Alligevel var der et par sekvenser, hvor hjemmeholdet var lige ved at spille sig igennem.
Gæsterne bragte sig efter 40 minutter foran 2-0, da de på en omstilling fik spillet sig igennem centralt i banen, og derfor kunne gæsterne gå til pausen foran 2-0.
Det kunne også være blevet 3-0 efter 40 sekunder i 2. halvleg, men bolden strøg lige forbi Anders Hoffs mål. 2. halvleg var ligesom 1. halvleg chancefattig, og selvom der var tilbud i begge ender, hvor gæsterne tilspillede sig de største, så endte kampen 2-0, hvilket skuffede cheftræner Christian Hansen:
- Det var klart sæsonens dårligste kamp fra vores side, hvis du ser på den tekniske kvalitet, som vi har i vores spil i dag. Egentlig så er det en relativ chancefattig kamp, hvor Vejle fortjent vinder, men vi laver to gigantiske fejl, som selvfølgelig koster mål på det her niveau, og når vi ved, at vi ofte spiller tætte kampe, så kan sådanne små fejl sagtens gå hen og få betydning for kampens forløb - og det havde det i dag, fortæller Christian Hansen og fortsætter:
- Vi er lidt efter i alt, og det er selvfølgelig skuffende - men mest af alt er jeg træt af vores spil med bolden, hvor det tekniske niveau og modet til at holde fast i bolden var alt for dårligt. Her skal og kan vi forvente langt mere af hinanden. Heldigvis har vi bevist det mange gange før, så nu er vi voldsomt skuffede i weekenden, og så tager vi arbejdshandskerne på igen på mandag og knokler videre, slutter Hansen.