AC Horsens køber Mikkel Lassen i AGF
07.12.2021 13:29
Lassen skriver kontrakt til 31/12-2024
Den 31. august 2021 offentliggjorde AC Horsens, at klubben havde lejet Mikkel Lassen i AGF frem til årsskiftet med en indbygget købsoption, og Lassen har gjort det så overbevisende, at ”de gule” har valgt at benytte sig af optionen.
Det betyder, at Mikkel Lassen skifter permanent til AC Horsens på en kontrakt, der løber frem til den 31. december 2024.
Indtil videre er det blevet til 13 kampe for Mikkel Lassen i den gule trøje, og sports- og talentchef Niels Erik Søndergård glæder sig over, at 20-årige Lassen også fremover skal være en del af AC Horsens.
- Vi forhandlede os frem til en købsoption i lejeaftalen, fordi vi så et stort potentiale i Mikkel Lassen, og han har leveret et rigtig godt indtryk. Han er godt skolet i AGF, har gode fodboldmæssige kvaliteter og kan dække flere positioner, og det er dejligt at have sådan en spiller i truppen. Nu skal vi sammen arbejde på at forløse hans potentiale, fortæller Niels Erik Søndergård.
Cheftræner Jens Berthel Askou ser frem til at arbejde videre med Lassen.
- Vi har endnu engang hentet en dygtig spiller, der har været igennem et godt elitemiljø i en større klub, og som vi nu får mulighed for at samle op. Mikkel har vist sig godt frem og arbejdet stenhårdt de seneste tre måneder, og han har bevist, at han er en spiller med mange kvaliteter. Han er en ung spiller, der stadig har meget at lære, men han er arbejdsom og har den rigtige mentalitet og indstilling. Mikkel er faldet godt ind i gruppen og har bidraget med gode præstationer i både startopstillingen og via indhop, og vi glæder os til at bygge videre på hans gode udvikling, siger Jens Berthel Askou.
AC Horsens’ nummer 17 har trives rigtig godt på Langmarksvej, og ambitionen er at bide sig endnu mere fast i startopstillingen.
- AC Horsens er det rigtige sted at være for mig i min udvikling, for jeg har fået masser af spilletid, og det giver gode muligheder i forhold til at tage næste step. Ambitionen er at komme tættere på startopstillingen og blive mere uundværlig, og på sigt at gøre det så godt, at jeg bliver solgt videre, fortæller Mikkel Lassen og fortsætter:
- Jeg har kun modtaget kærlighed her i AC Horsens, hvor jeg er blevet taget godt imod fra dag ét, og man kan mærke, at alle i og omkring klubben brænder for AC Horsens. Vi har et topprofessionelt setup og et stærkt træningsmiljø, og generelt er det bare en fed klub, slutter Mikkel Lassen.