U19 fortsætter god periode og høster igen point

25.10.2022 07:45

Brøndby udlignede sent på Nordstern Arena Horsens.

For 2. hjemmekamp i træk måtte ”de gule” se en sen udligne ryge ind bag Andreas Hermansen. Denne gang faldt udligningen et minut inde i dommeren overtid, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark blev sparket ind. Senest var der Lyngby, som i dommerens tillægstid fik sparket en udligning ind efter et straffespark, så det var selvsagt en ærgerlig cheftræner, vi fangede efter kampen:

“Vi lider igen en hård skæbne inde i dommerens tillægstid, hvor vi ikke får afviklet et hjørnespark. Det er drønærgerligt, men omvendt er det også ting, som vi kan gøre bedre, så det må vi få evalueret og forbedret. Vi spiller en god 1. halvleg, hvor vi laver et super flot mål. I 2. halvleg får vi ikke lagt samme pres på Brøndby, som vi lykkes med i 1. halvleg, og derfor bliver kampbilledet ikke, som vi havde ønsket os, men alligevel har vi et par omstillingsmuligheder, som vi skal udnytte bedre. Brøndby har bolden meget, men er sjældent farlige, fortæller Christian Hansen og fortsætter:

- Ét point mod Brøndby tager vi med, men vi ærgrer os meget over, at vi ikke fik alle tre, da vi havde det i hænderne helt til sidst. Omvendt viser vi igen, at vi er svære at spille mod, og at vi er inde i en god periode. Vi skal blive ved med at bygge mere og mere på, og vi sætter flere og flere point på kontoen, så det er positivt, slutter Christian Hansen.

AC Horsens - Brøndby 1-1 (1-0)
31’ - 1-0 - Oliver Roche (Jashar Beluli)
90+1’ - 1-1 - Noah Nartey