Videre i Pokalen: AC Horsens vandt 2-1 og undgik skader

19.10.2022 20:37

På fredag trækkes der lod til fjerde runde af Pokalen.

Samson Iyede og Lirim Qamili scorede målene, da AC Horsens vandt med 2-1 over Hørsholm-Usserød IK og kvalificerede sig til fjerde runde af Pokalen.

AC Horsens indledte kampen i fin kontrol med meget spil på værternes banehalvdel og satte fine angreb op, og det førte til afslutninger fra Alexander Ludwig, Lirim Qamili, Aron Sigurdarson og Samson Iyede, men hjemmeholdet slap med skrækken.

I det 24. minut måtte hjemmeholdets målmand – der stod en rigtig god kamp – diske op med en flot redning for at nappe Jonas Gemmers hovedstød.

Efter en halv times spil var det gæsternes tur til at drage et lettelsens suk, da bolden efter et hjørnespark prellede af på Marcus Bobjergs stolpe, og fem minutter før pausen viste hjemmeholdets målmand igen sine kvaliteter, da Jonas Gemmer fik en fin mulighed for at overliste ham.

AC Horsens skruede op for tempoet og niveauet, da 2. halvleg blev fløjtet i gang, og det resulterede i 1-0 målet, da Sammy Iyede skubbede Angelo Nehmés fine bold over stregen. Tre minutter senere var Angelo Nehmé på spil igen, da han med en god aflevering fandt Jonas Gemmer i feltet, og han blev fældet.

Ingen tvivl om straffesparket, og Lirim Qamili scorede usvigeligt sikkert fra pletten til 2-0. Få minutter senere måtte keeperen give en retur på et godt hug fra Qamili. Iyede samlede bolden op og serverede den for Sigurdarson, der knaldede den på stolpen.

Stik mod spil og chancer reducerede hjemmeholdet i det 64. minut, da en bold i feltet blev rettet af af en gul spiller og snød Bobjerg i målet.

Der var dog aldrig tvivl om udfaldet, for AC Horsens havde godt styr på værterne, og det var tættere på 3-1, da Angelo Nehmé tvang målmanden ud i fuld længde i overtiden.

2-1 sejren betyder, at AC Horsens er med i bowlen fredag den 21. oktober, når der trækkes lod til fjerde runde af Pokalen. Kampene i fjerde runde spilles i tidsrummet fra den 8.-10. november.

Hørsholm-Usserød IK – AC Horsens 1-2 (0-0)
0-1 Samson Iyede (48.)
0-2 Lirim Qamili (52.)
1-2 (64.)

AC Horsens: Bobjerg, Wagner, Ludwig, Lassen (Isager, 59.), Nehmé, Gemmer (Kruse, 75.), Drachmann (Santos, 87.), Hannesbo, Qamili, Iyede (Beluli, 87.), Sigurdarson (Just, 59.)