Askou: Vores mentalitet har været helt i top

18.11.2022 12:20

Jens Berthel Askou taler om efterårssæsonen, og hvad man kan forvente til foråret.

- Det har været en solid sæson med meget få negative udsving. Der har været en del gode præstationer og gode resultater. Vi har haft højt niveau fra start, og det er blevet bedre løbende med få negative udsving. Solidt er et meget godt ord for efterårssæsonen, lyder det fra cheftræner Jens Berthel Askou.

Jens Berthel Askou fortæller, at der har været større udsving i offensiven end i defensiven, hvilket han og trænerstaben også havde forventet. Der er brugt rigtig meget tid på defensiven, da det er vigtigt med en god bund, hvis man vil overleve i 3F Superligaen.

Han er godt tilfreds med udviklingen af det offensive spil. Der er kommet mere tempo i spillet, og det har også ført til flere chancer og mål. 

- Vi har været rigtig gode til at komme igen, når vi har været bagud. Vi har rejst os, når det har været sværest og ikke mindst kæmpet med næb og klør. Vi har ikke knækket over på et eneste tidspunkt, lyder det fra en tilfreds cheftræner.

Jens Berthel Askou om 2022: 

- Det har været et rigtig godt år. 2021 var ikke ligefrem et højdepunkt. Vi startede ud med en nedrykning og bøvlede rigtig meget med vores niveau. Det var først i slutningen af 2021, at vi var ved at være kommet dertil, hvor vi gerne ville være. Så vi fortsatte med at bygge på. 2022 startede godt og har været en opadgående kurve hele vejen igennem. Spillerne har udviklet sig rigtig meget. Der er stadig ting, der kan forbedres til 2023, så det skal vi forsøge at gøre, lyder det fra AC Horsens’ cheftræner.

- Frem mod forårssæsonen vil vi forsøge at blive bedre på omstillinger og dødbolde. Vi skal arbejde på at lukke færre omstillingsmål ind samt score på flere omstillinger selv. Vores offensive dødbolde skal vi også se, om vi kan blive skarpere på. Vi har scoret størstedelen af vores mål i åbent spil, så det skal vi selvfølgelig holde fast i og endda bygge mere på. Vi skal også sørge for at få integreret de senest ankomne spillere, så vi alle kan blive løftet op på et højere niveau, siger cheftræner Jens Berthel Askou.

Skrevet af William Søgaard.

Foto: Rsfoto.dk