Kiilerich: Top 6 er det ultimative mål

20.11.2022 09:04

Malte Kiilerich fortæller om efterårssæsonen og forventningerne til foråret.

AC Horsens’ defensiv er ofte blevet fremhævet i denne sæson, hvor holdet har forsvaret sig forbilledligt.

Malte Kiilerich sætter her et par ord på defensiven.

- Vi har arbejdet på det her i rigtig lang tid. Vi har spillet mange kampe sammen, så vi bevæger os godt for hinanden og har en god tryghed. Det tager altid 10-20 kampe, før man kender hinandens løb. Det spiller en stor faktor, at vi jo har 6 mand nede bag i, og hele holdet hjælper til med det defensive. I andre klubber kan de måske have en 3-4 stykker fremme, men sådan fungerer det ikke her i AC Horsens, siger Malte Kiilerich.

Der er lang tid til den næste kamp om point, og forberedelserne til foråret er allerede i gang.

- Vi fortsætter med træningen indtil den 9. december, hvor vi går på pause. Det her er nok den længste pause, vi har haft i forhold til kamp. Med slutspillet i 1. division føler man, at man har været i gang i lang tid efterhånden, så det er rart nok med en pause nu. Det var også fedt at prøve at opleve et andet pres i 1. division, hvor et point ikke var nok. Der følte man, at man skulle ud og vinde hver kamp. Nu handler det bare om at holde sig klar, til vi skal ud og spille igen, siger Kiilerich.

- I de første 5 kampe inden slutspillet skal vi forsøge at få så mange point som overhovedet muligt. Det er klart, top 6 vil jo være det ultimative mål. Det vigtigste er dog ikke, hvornår vi sikrer os overlevelse. Det betyder ikke så meget for os, om det er via top 6, i 28. runde eller i sidste kamp. Så det grundlæggende mål er selvfølgelig at overleve, lyder det fra AC Horsens-stopperen.

Foto: Rsfoto