AC Horsens sælger Lirim Qamili til Hvidovre IF
24.12.2022 11:00
Den hurtige angriber skifter efter to en halv sæsoner i AC Horsens.
AC Horsens har solgt Lirim Qamili til Hvidovre IF, der får glæde af den 24-årige angriber fra årsskiftet.
Lirim Qamili skiftede fra netop Hvidovre IF til AC Horsens i 2020, og han har været en vigtig spiller for ”de gule”, men der har været et stykke vej til startopstillingen i denne sæson, og derfor har AC Horsens valgt at imødekomme Hvidovre IF’s ønske om at købe ham fri.
Sports- og talentchef Niels Erik Søndergård roser både Hvidovre IF og Lirim Qamili for en rigtig god dialog.
- Lirim Qamili har været en vigtig spiller for AC Horsens, og han havde en stor rolle i sidste sæson, da vi rykkede op i 3F Superligaen. Han scorede blandt andet to mål i den afgørende kamp mod FC Fredericia, men han har ikke fået den spilletid, han har ønsket sig i 3F Superligaen, og derfor har vi i fællesskab med Lirim og Hvidovre IF fundet en god løsning. Der har været en del interesse for ham, for han har noget X Faktor med sin fart og gode venstreben, men af forskellige årsager har vi ikke fået det forløst her. Han er en fantastisk fyr, som vil blive savnet, og vi ønsker ham alt det bedste, siger Niels Erik Søndergård.
Lirim Qamili er glad for tiden i AC Horsens, men jagten på spilletid har været afgørende for hans klubskifte.
- Når jeg ser tilbage på min tid i AC Horsens, så har jeg lært en masse fodboldmæssigt og personligt, og jeg har været glad for at være en del af et godt miljø i en klub, der er i fremgang. Jeg vil se tilbage på tiden med et smil på læben, men nu føler jeg, at jeg skal et sted hen, hvor udsigterne til at spille fast ser bedre ud, og jeg har familie på Sjælland, så Hvidovre var et oplagt valg for mig, siger Lirim Qamili.