AC Horsens henter stort talent til Akademiet
26.01.2022 08:58
Magnus Isager skifter fra AGF til AC Horsens.
AC Horsens har landet en aftale med 17-årige Magnus Isager, der skifter fra AGF, som han i denne sæson har repræsenteret i U19 Ligaen.
Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, og Isager skal i første omgang være en del af det gule U19-mandskab i U19 Ligaen.
Det glæder sports- og talentchef Niels Erik Søndergård, at AC Horsens har formået at tiltrække endnu et stort talent.
- Vi er glade for, at Magnus har valgt at fortsætte karrieren i AC Horsens, for han er en spændende spiller med en stor motor. Han har et godt mindset og lever op til vores værdier, og han er måske ikke den mest højtråbende spiller, men han går forrest på sin egen måde og trækker sig ikke i duellerne. Han har erfaring med at blive matchet opad, så han er vant til at stå på tæer for at klare sig, og sådan bliver det også her, når han skal matches opad, fortæller Niels Erik Søndergård.
Magnus Isager ser frem til at blive en del af Akademiet.
- AC Horsens har et fedt setup og kan tilbyde en hel pakke med fodbold, skole og bolig, og her får jeg gode muligheder for at udvikle mig. Jeg føler mig klar til at tage et nyt step i mit liv, og ambitionen er helt klart at komme op på førsteholdet og etablere mig. Det kortsigtede mål er at falde på plads og gøre mig fortjent til at deltage i træning med førsteholdet, siger Magnus Isager.