AC Horsens lejer Hlynsson ud til Valur

11.01.2022 10:58

Agust Hlynsson spiller for Valur frem til årsskiftet.

Agust Hlynsson skiftede til AC Horsens fra Vikingur i oktober 2020, men det islandske talent har haft svært ved at bide sig fast på holdet, og derfor giver det god mening for alle parter, at han frem til den 31. december 2022 bliver lejet ud til Valur, der sluttede på en femteplads i den bedste islandske række i sidste sæson.

Hlynsson har tidligere været på lejeophold i Island hos FH Hafnarfjordur, og han vil få gavn af endnu et ophold.

- Den første halvsæson har ikke ændret på, at Agust fortsat er i periferien af truppen, så det giver igen god mening med et ophold i Island, hvor han får spilletid. Valur er en af de bedste islandske klubber, så han bliver matchet på et højt niveau, og det bliver rigtig godt for hans udvikling, siger sports- og talentchef Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Jens Berthel Askou ser det som en god investering, at Hlynsson får hår på brystet i den bedste islandske række.

- Agust har en fantastisk indstilling og arbejder benhårdt for at blive endnu bedre, og han har fortjent mere spilletid, end vi kan tilbyde ham, men vi har en høj konkurrencesituation, og de spillere han konkurrerer med, har gjort det rigtig godt. Han har også brug for spilletid i forhold til at bevare sin plads på U21-landsholdet, og det kan han få i en af de store klubber i Island, så det er en god løsning for alle parter. Vi glæder os til at få ham tilbage i en endnu bedre udgave, siger Jens Berthel Askou.