AC Horsens modtager igen CSR-mærket
07.01.2022 13:28
AC Horsens har igen ydet en særlig social indsats for at hjælpe udsatte ledige til at tjene deres egen løn og til at opleve glæden ved fællesskabet og hverdagen på en arbejdsplads
AC Horsens har endnu engang modtaget HORSENS ALLIANCEN’s CSRpeople-mærke, og det er alle i og omkring klubben stolte af.
AC Horsens tager som byens klub et stort socialt ansvar i lokalområdet og vil gerne udbygge det endnu mere. ”De gule” arbejder blandt andet på at aktivere netværket overfor de mennesker, klubben hjælper på kanten af arbejdsmarkedet og er på den måde klar til at bringe CSR-arbejdet et skridt videre.
AC Horsens har blandt andet gennem flere år haft et fantastisk samarbejde med Bo Trivsel under overskriften "Fra Sundparken til Superligaen", og ”de gule” er sammen med Bo Trivsel aktive medspillere i et rollemodelsprogram for og med unge mennesker med bopæl i Sundparken Horsens. Projektet har til formål at hjælpe de unge mennesker til et fritidsarbejde hos AC Horsens, hvilket på sigt skal styrke de unges sociale og uddannelsesmæssige kompetencer med henblik på en bedre fremtid for de unge i det boligsociale område.
Gennem projektet håber AC Horsens at skabe ambassadørskab, netværk og sociale færdigheder, som gør de unge klar til en uddannelse og et rigtigt job i en af Horsens' mange virksomheder.
Samarbejdet mellem AC Horsens og AUA Horsens (ASV) har efterhånden mange år på bagen. Akademi for Specialundervisning til Unge og Voksne (AUA) har til formål at skabe et praktikmiljø i den virkelige verden for unge og voksne med særlige behov, og ideen er, at eleverne på AUA får mulighed for at tilegne sig kompetencer og kundskaber, de kan bruge senere i livet – både privat og arbejdsmæssigt. Arbejdet giver eleverne mulighed for at øve sig i at samarbejde om udførelse af konkrete opgaver efter anvisninger, mundtlige og skriftlige, fra en arbejdsgiver. Under arbejdet får den enkelte mulighed for at lære overblik, præcision, flair for detaljen, samarbejde, kommunikation, udholdenhed og situationsfornemmelse. Arbejdet giver lærerne mulighed for at iagttage den enkeltes udvikling og for sammen med eleven at reflektere over arbejdsindsatsen og sætte nye læringsmål. Eleverne hos AUA Horsens har blandt andet arbejdet med at gøre klar til at gøre CASA Arena Horsens klar til hjemmekampene, og de har også været med til at gøre VIP-faciliteterne klar til de mange gæster.
CSRpeople-mærket gives til virksomheder, der yder en særlig social indsats for at hjælpe udsatte ledige til at tjene deres egen løn og til at opleve glæden ved fællesskabet og hverdagen på en arbejdsplads. CSR handler også om at sikre den generelle trivsel på jobbet.
Det kan blandt andet ske ved at tilbyde småjobs og praktikpladser, hvor man kan udvikle sig eller ved at være mentor for udsatte unge. Socialt ansvar handler også om at arbejde med sygefravær og sikre, at sygemeldte medarbejdere bliver på arbejdsmarkedet.