”De gule” sparker foråret i gang med sejr i topkamp
27.02.2022 15:55
2-1 sejr til AC Horsens over Hvidovre IF.
AC Horsens åbnede forårssæsonen med en 2-1 sejr over Hvidovre IF, og dermed tog ”de gule” et stort skridt mod toppen af NordicBet Ligaen.
Sejren betyder, at AC Horsens fortsat er på fjerdepladsen, men der er nu kun et point op til netop Hvidovre IF og Lyngby på den næste pladser. På fredag kan AC Horsens hente endnu en vigtig sejr, når turen går til Helsingør for at møde rækkens tophold.
Solen skinnede på et råkoldt CASA Arena Horsens, og de knap 2.300 tilskuere fik noget at glæde sig over allerede i det 10. minut. Janus Drachmanns hjørnespark landede ved bageste stang, hvor Malte Kiilerich samlede bolden op og afleverede den videre til Aron Sigurdarson. Han fandt Magnus Riisgaard Jensen med et fremragende indlæg og den målfarlige midterforsvarer svigtede ikke.
Et par minutter senere fik Lirim Qamili en god mulighed for at øge føringen til 2-0. Han blev sendt i dybden af Alexander Ludwig, men afslutningen havnede i sidenettet. I det 26. minut var Qamili på spil igen, da Drachmann fandt ham med en fin aflevering, men denne gang stod målmanden i vejen.
2. halvleg var kun en håndfuld minutter gammel, da Jonas Gemmer med en fantastisk aflevering sendte Qamili afsted på højrekanten. Han styrede mod målet og timede sin aflevering til Santos’ overlap til perfektion. Santos sendte bolden ind til Sigurdarson, der tog et træk og sikkert scorede i det lange hjørne.
Indskiftede James Gomez var tæt på at score til 3-0 på sin første aktion, men hans hovedstød strøg lige forbi stolpen.
Matej Delac viste et par prøver på sin høje klasse, og redningen i det 90. minut på Boatengs frispark var outstanding. Den kroatiske keeper havde også en vild refleksredning i overtiden, men Magnus Petersen var først over returen.
Tættere end 1-2 kom Hvidovre ikke, og AC Horsens kunne sætte tre point ind på kontoen efter en meget solid præstation.
Mod slutningen af kampen var der et kærkomment comeback på CASA Arena Horsens til Jonas Thorsen, der fik en rigtig flot modtagelse af publikum. Thorsen var endda tæt på at krone sit comeback med en scoring.
AC Horsens skal i kamp igen fredag den 4. marts, når turen går til Helsingør, og ”de gule” arrangerer udebanetur. Klik her for at købe billet til turen.
AC Horsens – Hvidovre IF 2-1 (1-0)
1-0 Magnus Riisgaard Jensen (10.)
2-0 Aron Sigurdarson (49.)
2-1 Mathias Andreasen (90.)
AC Horsens: Delac, Riisgaard Jensen, Kiilerich, Ludwig, Santos, Gemmer, Drachmann (Brochmann, 85.), Sigurdarson (Gomez, 85.), Musonda (Lassen, 92.), Jacobsen (Thorsen, 92.), Qamili (Kruse, 71.).
Hvidovre IF: Djukic, Iljazovski (Petersen, 76.), Olsen, Stenderup, Nielsen (Clausen, 66.), Boateng, Hansen, Carlsen (Fredslund, 66.), Lindberg (Smed, 66.), Aabech, Thomsen.
Advarsel, AC Horsens: Riisgaard Jensen (83.)
Advarsel, Hvidovre IF: Iljazovski (45.), Olsen (78.), Petersen (83.), Fredslund (83.)
Tilskuere: 2.283
Dommer: Jacob Karlsen