U19: AC Horsens tabte til godt Lyngby-hold
21.02.2022 15:17
AC Horsens skal op i et højere gear, hvis det skal blive til point mod FC Nordsjælland.
AC Horsens’ U19-mandskab sparkede forårssæsonen i gang i Lyngby, hvor cheftræner Christian Hansen måtte se sit mandskab blive besejret af værterne.
I en ellers jævnbyrdig 1. halvleg var hjemmeholdet skarpere end gæsterne og kunne gå til pause med en 2-0 føring.
2. halvleg var knap gået i gang, da Lyngby headede et frispark i mål. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, og til slut lukkede og slukkede Lyngby til 4-0.
En fortjent sejr til hjemmeholdet erkendte Christian Hansen efter kampen:
- Vi var det næstbedste fodboldhold i dag. Vi kæmpede godt og satte mange ting fint sammen, men vi manglede ofte den sidste skarphed eller kynisme. Det var dejligt at komme i gang med at spille om point, men vi skal op i et højere gear end i dag næste lørdag, når Nordsjælland kommer til CASA, slutter Hansen, som fremhævede Hermansen i målet.
Lyngby - AC Horsens 4-0 (2-0)
10’ - 1-0
25’ - 2-0
48’ - 3-0
87’ - 4-0