AC Horsens forlænger med forsvarsprofil

30.03.2022 08:00

Magnus Riisgaard Jensen forlænger til udgangen af 2025.

Den 23. december 2019 kunne AC Horsens offentliggøre købet af Magnus Riisgaard Jensen fra Skive IK, og ”de gule” udstyrede ham med en fireårig kontrakt, der udløber med udgangen af 2023.

Efter en vanskelig tid har Magnus Riisgaard Jensen udviklet sig til at være en markant profil i AC Horsens – både som forsvarskrumtap og som målfarlig angriber – og derfor har klubben haft et ønske om at forlænge hans kontrakt. Interessen har heldigvis været gensidig, og Riisgaard Jensen har netop sat sin underskrift på en forlængelse frem til udgangen af 2025.

Det glæder sports- og talentchef Niels Erik Søndergård, der stadig ser store udviklingsmuligheder i Magnus Riisgaard Jensen.

- Magnus har tidligere i kontraktperioden været uheldig med en skade, der holdt ham ude i flere måneder, men han er vendt fantastisk tilbage, og han har en ærgerrighed, der gør, at han bestemt ikke har nået sit fulde potentiale endnu. Han har arbejdet rigtig godt med sin fysik, hurtighed og eksplosivitet og udvikler sig hele tiden i forhold til spillet med bolden. Han er en værdifuld leder med stor vindermentalitet, og han er ikke kun en profil for os, men også i NordicBet Ligaen, siger Niels Erik Søndergård.

Cheftræner Jens Berthel Askou glæder sig til at arbejde videre med Riisgaard Jensen.

- Magnus har i den grad gjort sig fortjent til en forlængelse af kontrakten, og det har været et stort ønske fra vores side at fortsætte samarbejdet. Han gør alle de rigtige ting på og uden for banen, og han er dedikeret, lærevillig og topprofessionel. Han var skadet det første halve års tid, da jeg kom til klubben, men siden har han rejst sig og virkelig flyttet sig i den rigtige retning. Han har deltaget i alle pokalkampe og turneringskampe i år som stopper eller angriber, og han har markeret sig som en rigtig dygtig spiller i NordicBet Ligaen. For to et halvt år siden hentede vi en ung mand fra et lavere niveau i Skive, og han har udviklet sig til at være en profil, der før eller siden er klar til at tage næste skridt, lyder det fra Jens Berthel Askou.

Forlængelsen lå også lige til højrebenet for Magnus Riisgaard Jensen, der nyder at være en del af klubben på Langmarksvej.

- Jeg er virkelig glad for at være i AC Horsens, hvor jeg er en del af et fremragende hold, og der er fede muligheder ved at spille her. Jeg har en forventning om, at vi som trup og klub kan bære det langt sammen, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg har været gennem en stor forandring i min tid i AC Horsens, hvor jeg har gjort alt for at optimere det hele, og få ting er federe end at arbejde for noget, som så lykkes. Jeg er glad for, at jeg er kommet så langt, men jeg skal fortsætte og udvikle mig endnu mere, siger Magnus Riisgaard Jensen, der er en mand med ambitioner:

- Først og fremmest skal vi som klub og hold rykke op i 3F Superligaen til sommer og arbejde hårdt for at komme så langt som muligt, og personligt vil jeg gerne presse det, så langt jeg kan, for jeg har ambitioner om meget mere, slutter Magnus Riisgaard Jensen.