Gult nederlag i rodet og uskøn reserveligakamp
04.04.2022 13:35
Viborg F.F. vandt med 1-0 på CASA Arena Horsens.
CASA Arena Horsens dannede rammen om eftermiddagens reserveligakamp mellem AC Horsens og Viborg F.F.
Det var gæsterne fra Viborg, der kunne rejse hjem med alle tre point, og Jakob Bonde blev matchvinder en halv time inde i kampen.
De gule værter viste fine takter allerede efter en håndfuld minutter, da Tonny Brochmann fandt Lirim Qamili i højre side, og Qamili satte turboen til og afsluttede, men desværre forbi kassen. I den anden ende havde Marcus Bobjerg en fin redning efter 10 minutter.
Viborg F.F. havde i 1. halvleg gavn af en heftig medvind, der gik på langs af banen, og gæsterne udnyttede blandt andet vinden i forbindelse med et par hjørnespark. Det var også et hjørnespark, der gav bonus i det 29. minut, da Jakob Bonde uhindret kunne heade bolden i kassen. Fem minutter senere var Bonde tæt på at øge til 2-0, da hans følte skud landede på stolpen, men hjemmeholdet slap med skrækken.
AC Horsens fik vinden i ryggen i 2. halvleg, men helt farligt blev det ikke, og Angelo Nehmés skud efter en times spil var det bedste gule forsøg efter pausen. Desværre var keeperen på plads.
Hjemmeholdet sluttede med Tonny Brochmann, Tobias Stagaard og Marcus Bobjerg på banen, og de havde selskab af hårdtarbejdende akademispillere, der den sidste halve time pressede godt på og arbejdede hårdt, men den sidste skarphed og lidt stolpe-ind manglede i dag.
AC Horsens: Bobjerg, Kirkel, Lassen (Hansen, 60.), Stagaard, Ludwig (Gaarde, 60.), Gindeberg, Rosenberg (Nehmé, 60.), Isager (Mehanovic, 67.), Brochmann, Beluli, Qamili (Rexhepi, 80.)