U19: Målløst lokalopgør mod Vejle
01.04.2022 12:05
Kampen i VB Parken sluttede 0-0.
AC Horsens’ U19-mandskab spillede torsdag aften 0-0 i VB-Parken, da holdet gæstede Vejle. Hos gæsterne var de to aldersmæssige U17-spillere Julius Hansen og Selius Gindeberg igen i startopstillingen, mens hjemmeholdet havde både Marius Elvius og Mads Holten med i startopstillingen - begge 1. års senior spillere.
Lukas Wagner var også kommet hjem igen efter sin tur med U18-landsholdet, og Lukas spillede en flot kamp nede i den gule defensiv.
Selve kampen var en chancefattig en af slagsen. Gæsterne fra Horsens havde 1. halvlegs farligste forsøg, da Julius flot fandt Joachim inde foran mål, men hjemmeholdets målmand tog sig flot af afslutningen.
Dog bar 1. halvleg præg af mange tekniske fejl på den lidt ujævne græsbane.
I 2. halvleg var hjemmeholdet det farligste hold, men Anders Hoff blev aldrig for alvor sat på prøve, og derfor sluttede kampen også 0-0, hvilket ingen af holdene kan være utilfredse med.
Cheftræner Christian Hansen var tilfreds med spillernes indsats på en dag, hvor spillet med bolden lod en del at ønske:
- Vi manglede lidt intensitet i vores pres generelt i kampen, hvor vi i torsdagens reserveholdskamp præsterede bedre på det parameter. Dog havde Vejle valgt at ændre nogle ting i deres måde at bygge spillet op på, som vi tager som en stor cadeau, når modstanderen er nødt til at tilpasse sig os. Men vi havde svært ved Amby og Holten, som er to dygtige spillere inde centralt, men når det så er sagt, så skal der lyde stor ros for drengenes arbejdsindsats på en lidt tung bane, som vi også først på dagen, fik at vide, at vi skulle spille på, siger Christian Hansen og fortsætter:
- Igen må jeg også nævne Asbjørn, som virkelig er god for tiden. Han laver meget få fejl, og så har han noget x-faktor, som ikke mange spillere har. Vores defensiv var voldsom solid, og vi er meget tilfredse med at spille til 0 mod en god modstander, som har lavet mange mål. Vi sætter 1 point i banken og gør klar til en uge, hvor der både er RL-kamp, pokalkvartfinale i Andrup og turneringskamp mod Randers - det bliver en fed uge, vi går i møde, slutter Hansen.